Tom Helt er død
En af KFUMs bedste fodboldspillere gennem tiderne er død.
Tom Helt indledte sin fodboldtid i GVI, men kom allerede i de tidlige drengeår til KFUM. Tom Helt spillede på KFUMs førstehold i 1960erne og i begyndelsen af 1970erne. I 1960erne spillede KFUM i 2. division, 3. division, kvalifikationsturneringen samt et enkelt år i Danmarksserien. I begyndelsen af 1970erne var KFUM placeret i Danmarksserien.
Tom Helt spillede således på førstesenior i en tid, hvor KFUM var placeret lige under de etablerede eliteklubber. Tom Helt opnåede 237 førsteholdskampe og er dermed med blandt de to håndfulde KFUMere, der har spillet flest kampe på førsteholdet.
Tom Helt havde et godt blik for spillet og en enestående evne til at placere sig det rigtige sted på banen. Tom Helt var en stærk og robust fodboldspiller og havde derudover et godt hovedstødsspil.
Tom Helt blev udtaget til Fodboldalliancens hold og spillede en kamp mod den engelske storklub, Arsenal. Tom Helt fortalte mig, at det var en lærerig oplevelse at spille mod Arsenal. Specielt var Tom imponeret over englændernes hovedstødsspil.
Efter Tom Helts tid som aktiv fodboldspiller, sad Tom nogle år i KFUMs spilleudvalg, som dengang udtog spillere til de bedste seniorhold.
Tom Helt har også fungeret som en meget kompetent træner i KFUM. Jeg har personligt haft den store oplevelse og glæde at have haft Tom Helt som træner. Tom havde en lidt usikker, og måske lidt genert formidling, men for os spillere, var der meget inspiration at hente gennem Tom Helts fodboldindsigt og erfaring. For Tom var det afgørende at give den enkelte spiller gode råd og inspiration til individuel udvikling.
Tom Helt blev bisat torsdag den 3. marts 2016. Den nærmeste familie, Toms mangeårige fodboldkammerat, Preben Erholt med familie samt fodboldkammerater fra KFUM fik sagt et sidste farvel til Tom Helt. Prebens datter, Helle, som stod for ceremonien, holdt en kort tale for Tom Helt, og nævnte, at Tom blev opfattet som en kær del af familien. Helle og Preben Erholt skal have tak for, at vi fik lov til at mindes Tom Helt ved en enkel og smuk bisættelse.
Tom Helt blev 74 år.
Peter Svendsen
KFUMs Boldklub
formand