KFUM ude af pokalturneringen
Tabte i tredje runde 3-0 til FA2000.
Efter sejre over lavere rangerende hold i de to første runder, blev KFUM stoppet af FA2000 i den landsdækkende pokalturnering. 3-0 vandt Danmarksserieholdet fra Frederiksberg aftenkampen i Emdrupparken efter en ganske underholdende kamp, hvor KFUM ydede flot modstand i den første time, men blev trængt i defensiven til sidst.
FA2000 kom godt nok foran allerede efter fem minutter. Men det tog ikke modet fra KFUM’erne, som kom til flere pæne målchancer. David Jacobsen blev spillet fri, men skød forbi fra en spids vinkel, Thomas Sort skabte fikst et friløb mod mål, men overplacerede afslutningen, Malte Larsen missede et hovedstød helt inde under mål og Mikkel Hansen huggede en pæn mulighed forbi mål.
Men også i den anden ende af banen blev der brændt chancer, og KFUM-keeper Kasper Sort brillerede med et par flotte redninger.
Thomas Sort fik et skud pareret af FA-målmanden lige efter halvlegspausen, og så ebbede KFUM’ernes ellers kvalificerede modstand mod den højere rangerede modstander ud. FA-spillernes større træningsmængde og dermed bedre fysiske og spillemæssige formåen kom til sin ret i den sidste halve time, hvor udeholdet sad på kampen og med endnu to scoringer satte modstanderen på plads og sig selv op til mindst endnu én kamp i pokalturneringen.
KFUM’ernes fiduselg gik til Malte Larsen for en stor arbejdsindsats over hele banen.
KFUM’s holdopstilling: Kasper Sort, Jacob Skaaning, Kasper Hansen, Mikkel Madsen, Mikkel Hansen, Christian Bendsen, Malte Larsen, David Jacobsen, Peter Rønning, Thomas Sort og Christoffer Olsen. Indskiftere: Emil Vestergaard Jensen, Victor Flyvholm og Nichlas Mellerup.