Nyt knebent nederlag
KFUM presser på, og forsvarerne Jacob Skaaning og Mikkel Madsen, der snubler
I angrebsiveren, samt Daniel Søndergaard er klar til indsats i Valbyfeltet.
Debutanten Thomas Bergsbo puster ud, efter at være udskiftet med et skrub på foden.
Set af Poul Damgaard
Tredje gang var ikke lykkens gang for KFUM, der måtte drage fra Valbyparken med et knebent 1-2 nederlag og dermed går ind til fjerde turneringsrunde uden point på kontoen i Københavnsserien.
Det stod hurtigt klart, at nedrykkerne fra Fremad Valby var en stor mundfuld. Hjemmeholdet dominerede første halvleg klart og kom foran efter otte minutters spil på et hårdt, velplaceret skud fra kanten af feltet. Det blev ikke til flere scoringer før pausen, selv om Valby-spillerne havde flere nærgående forsøg og satte KFUM’erne under konstant pres. Modsat havde gæsterne svært ved at få spillet til at fungere, hvad enten man forsøgte at spille sig frem ad banen eller smækkede lange afleveringer frem fra bageste række.
KFUM’erne kom ikke til en reel målchance inden halvlegspausen. Og da Valby et minut ind i anden halvleg kom på 2-0 på et hovedstødsmål fra nært hold, nærede det frygten for en afklapsning af gæsterne.
Så galt kom det dog slet ikke til at gå. For KFUM’erne rejste sig flot og blev ved med at kæmpe for pointene og fik også mere facon over spillet. Samtidig faldt kadencen i hjemmeholdets offensiv, og KFUM formåede faktisk at presse Valby-holdet i store dele af anden halvleg.
Det kneb dog stadig med at få tilspillet sig chancer. Man skulle langt hen i kampen, inden det var lige ved at brænde ved Valbymålet i forbindelse med et frisparksindlæg. Det blev afværget, men med en halv snes minutter igen gav den stædige KFUM-vilje endelig bonus. Jacob Skaaning skød på mål, skuddet blev pareret af en Valby-forsvarer, og riposten blev opfanget af Thomas Sort, som nettede sikkert.
Det gav den spænding om udfaldet, som der ikke var lagt op til tidligere i kampen, som nu fik en ganske hektisk afslutning. KFUM’erne fightede fortsat for at komme til udligning, men det nærmeste var et skudforsøg fra Malte Larsen, som Valby-keeperen ikke havde besvær med at snuppe. Valby-spillerne kom under indtryk af, at sejren måske alligevel ikke var så sikkert hjemme, som det havde tegnet til tidligere i kampen, op på stikkerne igen til slut og kom til enkelte store chancer. Men det blev ved 1-2.
Cheftræner Jesper Mathiesen havde efter kampen både ros og ris til indsatsen og ærgrede sig mest over, at begge Valbys scoringer kom efter opspilsfejl hos KFUM’erne.
Fiduselgen gik til Thomas Sort, der trods sin aktuelle rolle som indskifter er holdets topscorer, idet han står for begge de hidtidige scoringer. KFUM stillede i øvrigt med en debutant på positionen som forreste angriber: Thomas Bergsbo, 26 år, har en fortid i Brønshøj og B73 i Herlev. Han fik en svær debut mod det solide Valby-forsvar.
KFUM’S holdopstilling: Kasper Sort, Tommy Rønning, Jacob Skaaning Jacobsen, Mikkel Madsen, Nicolai Moustgaard, David Jacobsen, Tobias Tulle Rossen, Malte Larsesn, Peter Rønning, Frederik Baarts og Thomas Bergsbo. Indskiftere: Rasmus Burvad, Thomas Sort og Daniel Søndergaard.
----