Menu

FRANK SPARHOLT er død 86 år gammel.

image Mindeord ved Vagn Christensen
Mindeord ved Vagn Christensen
08. august 2021 kl. 13:16

FRANK SPARHOLT er død 86 år gammel.

En af vore rigtigt gode spillere fra divisionsholdet i midten af 1950erne - FRANK SPARHOLT døde natten til den 6. august efter i længere tid at have døjet med invaliderende sygdom. Åndedrætsbesvær og ben, der ikke ville makke ret (såkaldt vindueskiggerben) prægede FRANK gennem de senere år – først måtte han opgive at deltage på fodboldtirsdagsholdet og for et par år siden måtte han også slippe badmintonspillet om fredagen.

Frank blev medlem af klubben allerede fra drengeårene tilbage i 1947 – og deltog op gennem ungdomsårene på klubbens bedste hold, ligesom han som ung seniorspiller hurtigt fik debut på 1. holdet- spillede her i alt 55 kampe, hvortil lægges 2 kampe på Alliancens hold i 1955/56, ligesom han adskillige gange var med på KBUs udvalgte forskellige ungdomshold – kulminerende med debut på DBUs ynglingelandshold i en landskamp mod Norge i 1953.

Frank deltog også på klubbens bedste 1.hold gennem tiderne – og var med på holdet der i 1957 spillede os op i landets bedste række, den daværende 1. division – ligesom han var med i første halvdel af denne række.

Trods Franks åbenlyse talent for fodboldspillet stoppede Frank med ”topfodbolden” i midten af 1958 for at hellige sig sit civile erhverv, der blandt andet indebar skolegang om aftenen, hvor den ny udklækkede blikkenslager læste videre til VVS-installatør – og senere startede egen forretning. En forretning han beholdt helt frem til sin pension. Privat flyttede han til Gundsømagle, og var faktisk væk fra klubben i årene helt frem til 1974, hvor undertegnede fik ”fisket ham tilbage” i forbindelse med 75-års-jubilæumskampen mod Brønshøjs Drabanter. Herefter blev han i klubben, deltagende på de forskellige gammelmandshold, afsluttende med nogle år på fredags-badmintonholdet.

Rent ledermæssigt i klubben kan vi takke Frank for flere år som bestyrelsesmedlem i VENNERNE – og måtte man være yderligere interesseret i, hvad Frank har oplevet i vores klub gennem disse mange år – ja så kan jeg henvise til en længere artikel om Frank i klubbens 100 års jubilæumsbog fra 1999.

Ved Franks død har undertegnede mistet en rigtig god ven – en ven, der i årene fremover vil være særdeles savnet.

Ære være hans minde.

Vagn Christensen