Menu

Arne Thomsen er død

image
Mindeord ved Vagn Christensen
24. februar 2024 kl. 23:19

ARNE THOMSEN er død – 86 år gammel. (f. 23/11 1937 – d. 21/2 2024)

Det var med sorg vi pr. telefon fra Arnes hustru, Hely forleden dag modtog beskeden om at Arne var gået bort. Beskeden blev givet til Arnes gode ven Jørgen John, der videregav beskeden til undertegnede.

Der er sikkert ikke mange af nutidens unge, der kender eller husker ham – men blandt vi lidt ældre er historien en helt anden. Arne var en rigtig KFUM-klub-mand. En, man altid kunne regne med, en der foregik alle andre med et godt eksempel, en der altid var positiv og en man havde respekt for.

Som aktiv udøver på banerne var Arne aktiv på såvel fodboldbanerne som i håndboldhallerne. På fodboldsiden blandt de næstbedste, og står i klubbens annaler noteret for 2 førsteholdskampe – vel at mærke i ”de flotte år” i slutningen af 1950erne/starten af 1960erne, hvor der var stor konkurrence om at komme på divisionsholdet. Til gengæld gjorde han sig fornemt på Håndboldholdet, hvor han i mange år deltog på førsteholdet blandt andet sammen med Erik Henriksen, Asger Nørklit, Jørgen John Larsen og andre ”af de store” fra dengang. – senere fulgt fornemt op med deltagelse på disse 2 afdelingers gammelmandshold helt frem til for cirka et dusin år siden. Den sidste del af hans aktive  karriere bestod i Badmintonspillet, hvor Arne indtil for få år siden var fast mand i hallen hver fredag.

Og så skal vi ikke glemme Arne for de mange festsange, han på fantastisk vis fremstillede til klubbens forskellige arrangementer.

Vi er mange der vil savne Arne, og vore tanker går selvsagt til  hans hustru Hely og den øvrige famile i denne svære tid. – EN RIGTIG KFUMer er ikke mere! Æret være hans minde!

På vegne af ”os gamle”, Vagn.

 

Luk