Menu

Beretning fra generalforsamlingen d. 21. September

image
Emil Lavard Munksgaard
01. oktober 2020 kl. 11:04
Læs beretningen herunder

Beretning for KFUMs Boldklub
Generalforsamlingen mandag den 21. september 2020

Afdøde medlemmer
Som indledning til generalforsamlingen er der tradition for, at vi sammen mindes de medlemmer, der er døde siden den foregående generalforsamling. I år skal vi mindes Erik Jørgensen, Per Kryger, Steen Frobøse, Ole Grønnemose og Hilmar Hansen.

Erik Jørgensen
Erik døde i marts måned 2019 i en alder af 84 år. Erik var med i KFUMs storhedstid på landsplan og spillede 169 kampe på KFUMs førstehold. Erik var fast mand på førsteholdet da KFUM spillede i første division i 1958. Erik var en enkelt gang udtaget som reserve til B-landsholdet og repræsenterede KFUM 19 gange på Fodbold-Alliancens hold.
Erik forblev en trofast og værdsat del af KFUM hele sit liv. I de senere år dog kun som motionsbadmintonspiller på Boldklubbens fredagshold.

Per Kryger
I august 2019 døde Per Kryger. Per blev 78 år. Allerede som ungdomsspiller i KFUM viste Per sig som en meget dygtig spiller og som seniorspiller opnåede Per 93 kampe på førsteholdet. Efter de aktive år på de bedste fodboldhold var Per, gennem en lang årrække, en meget aktiv og værdsat træner og leder i ungdomsafdelingen. Per var desuden, i mange år, leder af Boldklubbens Sommerlejre i Jægerspris.
Per blev tildelt Boldklubbens hædersnål i sølv for sin mangeårige indsats for KFUM.
Per forblev aktiv i KFUM næsten frem til sin død. Per var aktiv på fredagsholdet i badminton og deltog også når Boldklubben indbød til nostalgiarrangementer for gamle KFUMere.

Steen Frobøse
Steen dødede i efteråret 2019. Steen opnåede i slutningen af 1960’erne 19 kampe på KFUMs førstehold.

Ole Grønnemose
Ole døde i december 2019 efter længere tids sygdom. Ole blev 79 år. Ole havde sin fodboldmæssige storhedstid i midten af 1960’erne og i slutningen af 1960’erne, hvor han spillede 23 kampe på førsteholdet.

Hilmar B. Hansen
Hilmar, eller Riva, som var hans navn i KFUM, døde i slutningen af august efter nogle måneders sygdom og indlæggelse. Riva opnåede 5 førsteholdskampe som målmand på KFUMs flagskib. Efter sin tid som aktiv fodboldspiller, på de bedste hold, påtog Riva sig en masse opgaver i KFUM. Riva var, i nogle år, holdleder for første- andenholdstruppen og har også fungeret som en meget ambitiøs holdleder for gammelmandshold. Riva var en meget respekteret og værdsat KFUMer og en masse KFUM-kammerater valgte at tage afsked ved Hilmars bisættelse.

Lad os rejse os op og sammen mindes vores afdøde kammerater med et øjebliks stilhed.

Tak. Og så vil vi gå over til beretningen.


Baneleje til Københavns Kommune
År 2019 blev et godt år for Boldklubben, hvad angår økonomien. Vi fik et overskud på 116.000 kr. Men Københavns Kommunes beslutning om at indføre baneleje vil belaste vores økonomi betydeligt i fremtiden. Banelejen blev indført fra om med november 2019. Satserne er 20 kr. i timen for at leje vores kunstbane og 40 kr. i timen pr. bane, når vi lejer vores 11-mandsbaner.

DBU Københavns vejledning vedrørende baneleje
DBU København havde gentagne gange forsikret os om, at medlemstilskuddet fra kommunen ville blive forhøjet, således at det ville svare til udgifterne til baneleje. Dette kom, mildest talt ikke til at holde stik. Hvis vi have troet på DBUs forsikring, ville vi have manglet 77.000 kr. i kassen. DBU skønnede 77.000 kr. forkert. Vi havde selv et væsentligt mere realistisk skøn, vedrørende kompensation i form af for forhøjet medlemstilskud, vi skønnede kun 6.000 kr. forkert.

Ekstra ordinær generalforsamling
For at betale banelejen har det været nødvendigt at indkalde til ekstraordinær generalforsamling i oktober 2019. Vi hævede kontingentsatserne, så de samlede kontingentindtægter ville stige med 70.000 om året. Vi havde forventet stigende medlemstilskud fra kommunen på 29.000 kr. Rent faktisk steg medlemstilskuddet kun med 23.000 kr. Stigningen blev altså 6.000 kr. mindre end vi havde regnet med, men man må sige, at vores skøn var ret præcist. I 2020 vil den samlede baneleje udgøre omkring 100.000 kr. Herfra skal trækkes besparelser i form af aflyste bookningen. Netteudgiften til baneleje vil blive omkring 94.000 kr. Man må sige, at Københavns Kommune, i høj grad, har gjort det vanskeligere at drive en frivillig idrætsforening. I 2020 bliver skaderne dog afbødet af sparede udgifter til baneleje i forbindelse med nedlukning af anlægget grundet Corona-epidemien.

Målsætninger for medlemsudvikling
Bestyrelsen har opstillet nye målsætninger vedrørende medlemsudviklingen blandt aktive medlemmer. Vi har opstillet en toårig målsætning, der altså gælder for 2020 til og med udgangen af 2021. I løbet af disse to år, er målsætningen, at vi opnår en medlemsmæssig fremgang på 200 medlemmer.

Projekt vedrørende medlemsrekruttering
I 2019 opnåede vi projektstøtte fra den fællespulje, der administreres af DIF og DGI. Vi fik projektstøtte på 72.000 kr. Pengene bruges til en fortsat styrkelse af samarbejdet med de lokale folkeskoler. Vi satser eksempelvis på fodboldtilbud i forbindelse med skolernes fritidsordninger og vi indbyder til de årlige Pigeraketter i DBU-regi.

Tre indsatsområder
Bestyrelsen har valgt tre nye indsatsområder, der skal give flere medlemmer og styrke KFUMs organisation.
1. Vi vil ansætte en fodboldtræner, der skal træne, inspirere og koordinere i gruppe 2. Gruppe 2 omfatter drenge og piger i U9, U10 og U11.
2. Vi vil etablere Fodboldfitness for piger i alderen 15 til 19 år. Bestyrelsen vil tilknytte to instruktører til opgaven. Initiativet skal supplere de traditionelle fodboldtilbud for teenagepiger. Det har vist sig vanskeligt at fastholde pigerne i de traditionelle tilbud, når pigerne når efterskolealderen og når de efterfølgende skal på gymnasiet.
3. Endelig vil vi styrke administrationen ved at ansætte endnu en studentermedarbejder i omkring 4 timer pr. uge. Det er vores langsigtede målsætning, at administrationen skal varetages af tre deltidsansatte, som tilsammen skal bestride en halvtidsstilling. På den måde kan vi opbygge et godt fagligt miljø samt sikre stabilitet og kontinuitet vedrørende de mange administrative opgaver.

Sportslige resultater gennem 2019
Nu skal det handle om det sportslige i KFUM. KFUM er fortsat meget stærke, hvad angår Gammelmandsfodbold. I DBU København er vi på en syvendeplads når det gælder aktive medlemmer over 60 år. Med 50 aktive i denne aldersklasse, kan vi godt tillade os at være lidt stolte. Det viser jo, at der er et godt miljø for de voksne, og at de gerne vil spille bold i KFUM. De lidt yngre i Gammelmandsfodbold har som sædvanligt vist flotte resultater. Vi har fire Gammelmandshold, der deltager i DBUs turneringer. Alla hold spiller i Mesterrækken. I foråret 2019 blev vores to M 40 hold nummer et og nummer to i rækken. Det gik noget tilbage i efteråret, hvor vi blev nummer 7 og 8. Vores M 45 hold blev nummer to i efteråret 2019. Og vores M 50 sluttede henholdsvis som nummer 9 og nummer 11 i foråret og i efteråret 2019.

Førsteholdet opnår oprykning
Det er gået godt i Seniorfodbold i 2019. Der er virkelig mange dygtige og engagerede trænere og ledere, der sørger for, at vi kan fastholde og tiltrække spillere og at vi kan opretholde et højt fodboldfagligt niveau og et højt aktivitetsniveau. I foråret 2019 vandt vores førstehold Københavnsserien og rykkede dermed op i Danmarksserien. Vi havde rækkens bedste forsvar og lukkede kun 25 mål ind i 26 kampe. I forbindelse med oprykningen var DBU Københavns tidligere formand, Henrik Ravnild i KFUM for at overrække en kæmpe pokal. Førsteholdet har klaret sig godt i efterårets kampe i Danmarksserien, hvor holdet overvintrer som nummer seks. Rammerne om førsteholdets hjemmekampe er forbedret, idet vores ny sponsorudvalg har solgt bandereklamer, der er opsat omkring en del af banen. Ud over at salget af bandereklamer selvfølgelig forbedrer KFUM økonomi, giver selve banderne også opvisningsbanen et lidt mere stadionagtigt præg. Kommunen har i øvrigt bevilget og opsat en ny resultattavle med ur, hvilket har været et stort KFUM-ønske gennem længere tid.
Andensenior har i 2019 været indplaceret i serie 1, som har været meget stærkt besat med en række meget dygtige hold. I foråret opnåede holdet en placering som nummer 9, mens det i efteråret blev til en placering som nummer 11 og dermed nedrykning. Nedrykningen skyldes ikke manglede indsats fra vores side, men rækken var bare meget stærk. Vi satser på at rykke op i serie 1 igen, så afstanden mellem modstanderen for vores to bedste hold ikke bliver for stor. Vores tredjesenior har i 2019 spillet i serie 3. Det blev til godkendt placeringer som nummer 7 i foråret og som nummer 9 i efteråret.
Vi har i 2019 stillet med et 7-mandshold på herresiden. Holdet spillede i række 3 og blev nummer 6 i foråret og nummer 4 i efteråret. I år 2020 har vi tilmeldt to 7-mandshold; de skal spille i række 2 og række 4.
I løbet af vinteren har herrerne spillet Futsal i den københavnske række B. Holdet vandt rækken uden at tabe én eneste kamp.
KFUMs kvindehold har igen i 2019 spillet i Københavnsserien. Det blev til en placering som nummer 3 i foråret og en placering som nummer 6 i efteråret. Der er et godt sammenhold hos kvinderne og en stor opbakning til træningerne. Kvindeholdet bør have potentiale til en oprykning i løbet af de kommende år. I foråret 2019 stillede KFUM også med et 7-mandskvindehold, som blev nummer 8 i række 2.
Kvinderne har også spillet Futsal i løbet af vinteren. Inden sæsonen fik vi en invitation til at spille i 1. division. Vi tog udfordringen op, men det var for stor en mundfuld. I begyndelsen af Futsalsæsonen blev det til nogen meget store nederlag, mod meget stærke modstandere, der har bedre træningsmuligheder til Futsal. Mod slutningen af sæsonen, blev holdet væsentlig bedre, gennem den hårde modstand, og kampene langt mere jævnbyrdige. Det blev dog ikke til point i den meget stærke række.

I Ungdomsfodbold, det vil sige fra U13 til U19 havde vi i efteråret 2019 fem hold. Vi har en målsætning om, at vi skal have et hold i Mesterrækken i alle årgange og for begge køn. I efteråret var vi langt fra denne målsætning, idet kun vores U15 Drenge spillede i Mesterrækken. I U15 Drenge har vi to hold; U15-1 blev nummer 5 i Mesterrækken og U15-2 blev nummer 6 i række 2. Vores U13 Drenge blev nummer 10 i række 3. U16 Piger blev rækkevindere i række 1 i efteråret og vores U14 Piger blev nummer 2 i række 1. I 2020 er begge de to pigehold rykket op i Mesterrækken.

I Børnefodbold havde vi i efteråret tilmeldt 8 hold til turneringer og stævner under DBU København. I Børnefodbold registrerer man, meget fornuftigt, ikke point, så vi kan ikke nævne placeringer vedrørende Børnefodbold.

Vi ønsker flere medlemmer i KFUM generelt, og vi vil gøre en særlig indsats for at få flere medlemmer i Børnefodbold. Vi vil fortsat styrke indsatsen vedrørende oprykning af spillere fra U8 til U9. I løbet af foråret bliver der holdt forældremøder, således at vi har holdledere parat, når børnene rykker op. Og vi vil, som nævnt tidligere, ansætte en koordinerende træner til afdelingerne U9, U10 og U11.

For mange røde kort til KFUMs spillere
År 2019 var et dårligt år for fair play og god opførsel fra KFUMs side. I 2018 fik vi 3 røde kort hvilket udløste 5 spilledags karantæne. I 2019 fik vi 9 udvisninger, som udløste 14 dages karantæne. Selvom vi har en del hold, er 9 udvisninger alt for mange. Vi må stramme op på det punkt.

DBU København indfører bøder for grove forseelser
DBU København har besluttet at der, fra og med 2020, skal betales bøder for grove forseelser. Hvis en forseelse udløser mellem 0 og 2 karantænedage, skal klubben ikke betale bøde. Herefter går bødetaksterne fra 500 kr. og op til maksimalt 5.000 kr. alt efter hvor mange karantænedage, forseelsen udløser.

Sponsorarbejde
Sponsorarbejdet har fået et løft gennem ordningen med bandereklamer. Boldklubben får også fortsat en god støtte gennem Sponsor 500, som støtter KFUMs fodboldrejser og gennem Supermålaktierne, der også giver et godt tilskud til KFUMs økonomi.
KFUM har ikke haft hovedsponsorer gennem den seneste tid. Vi kunne godt bruge én eller flere hovedsponsorer.

Rejser og ture
Der har været godt gang i rejser og ture for KFUMs ungdom i 2019. I 2020 kommer det, på grund af Coronakrisen, til at se sort ud på det punkt. Men i foråret 2019 havde vi besat fire weekender i Jægersprislejren, hvor forskellige afdelinger havde optakt til sæsonen. De tilsvarende ture er aflyst i 2020. I foråret 2019 havde vi seks hold med til Lions Cup i Kalundborg. Stævnet er aflyst i år. I foråret 2019 var vores U15 piger til turnering i Barcelona. Pigerne vandt turneringen. I påsken 2020 skulle U14 Piger, U16 Piger og U15 Drenge have været på fodboldtur til Holland. Denne rejse blev aflyst.
Også i 2019 har Boldklubbens Venner og Sponsor 500 støttet Boldklubbens rejser og ture. Mange tak for støtten.

DBUs Fodboldskole
Den årlige fodboldskole var i 2019, som sædvanligt, en stor succes. Vi mener selv, at vi har landets bedste fodboldskole. Skolen har langt over 100 fodboldbørn, der blev trænet og ledet af 16 dygtige KFUM-trænere. Succesen blev gentaget i sommeren 2020.

Ny struktur i DBU
DBU har gennem nogle år arbejdet frem mod en ny struktur. Den nye struktur har blandt andet til formål at styrke breddefodbold. Breddefodbolden skal dels styrkes på nationalt niveau og dels er der forslag om en sammenlægning af lokalunioner på regionalt niveau. De nuværende seks lokalunioner foreslås reduceret til to regionale unioner. DBU Bredde Vest og DBU Bredde Øst. Der skal altså være én regional union for vest, der skal bestå af en sammenlægning af DBU Jylland og DBU Fyn, og én regional union for øst, der skal bestå af en sammenlægning af DBU Sjælland, DBU København, DBU Lolland-Falster og DBU Bornholm. Det er intentionen, at strukturforslaget skal styrke breddefodbolden på det nationale niveau. DBU Bredde skal have bedre muligheder for at matche Divisionsforeningen og breddefodbolden skal stå stærkere i forhold til nationale myndigheder, organisationer og øvrige organer på det overordnede niveau. Den nye struktur indeholder forbedringer og forenklinger, hvad angår en smidigere beslutningsproces i DBU samt en begrænsning af dobbeltmandater til de valgte i DBUs forskellige organer.

DBU Bredde Øst
Forslaget skal til afstemning blandt de københavnske fodboldklubber på et ekstraordinært repræsentantskabsmøde i DBU København. Hvis vi stemmer nej i København, falder forslaget.

DBU København – Formandsklubben
Blandt de københavnske fodboldformænd er der en vis utilfredshed med processen frem mod den københavnske afstemning om DBUs fremtidige struktur. Vi føler, at vi er blevet for lidt inddraget og for sent. Modargumentet har været, at det har været vanskeligt at inddrage fodboldformændene/klubberne, før der var noget konkret på bordet. Der er i øvrigt udbredt skepsis/en vis skepsis blandt de københavnske formænd i forhold til selve indholdet af strukturforslaget.

DBU – kontor i København
Efter den nye struktur skal DBU-kontoret i København bevares. Men hovedkontoret og bestyrelsen for DBU Bredde Øst skal placeres i Himmelev uden for Roskilde. Det vil sige, at kontoret i København i fremtiden skal styres af fodboldpolitikere, der er valgt af klubber på Sjælland, Lolland-Falster, Bornholm og så selvfølgelig i København. De københavnske fodboldformænd mener, generelt, at de særlige forhold i hovedstaden, blandt andet over for København Kommune samt de særlige problemer vedrørende manglende faciliteter samt nedslidte anlæg, kræver, at den bestemmende DBU-myndighed har et indgående kendskab til de særlige københavnske problemstillinger. Det er i øvrigt tvivlsomt om Københavns Kommune vil bakke op om projekter, hvis ansøgningerne kommer fra et CVR nummer fra Himmelev. Måske vil Københavns Kommune ikke sende københavnske skatteyderes penge til Himmelev.
Der bør fortsat være et københavnsk styret, lobby arbejde over for politikere og embedsmænd i København og der bør fortsat være selvbestemmende københavnske fodboldpolitikere, med en økonomisk kompetence, der styres af de københavnske klubber. Hvis der bliver oprettet et fælles kontor for DBU Øst i Himmelev er der ingen tvivl om, at ressourcerne til kontoret i København vil blive beskåret.

DBU Bredde Øst – Økonomi
Hvis strukturforslaget bliver vedtaget, vil de fire nuværende østlige lokalunioner blive slået sammen med en fælles overordnet styring og en fælles økonomi. De københavnske fodboldklubber er skeptiske over for dette. Nogle klubber i København ønsker for eksempel, at kontoret i København fortsat skal styres og betales af de københavnske fodboldklubber. Det virker meget tungt, at en bred vifte at fodboldpolitikere øst for Storebælt skal definere de særlige problemer og muligheder i København, samt, at denne meget brede kreds skal bestemme de økonomiske og personalemæssige rammer om arbejdet i København. Det er naturligt, at breddefodbolden samler sig på nationalt niveau. Men på det lokale niveau, hvor klubbernes modpart og samarbejdspart består af 98 kommuner, virker centraliseringen i kun to regionale unioner ikke hensigtsmæssig.

Hvis forslaget vedtages vil DBU Københavns egenkapital indgå i egenkapitalen for DBU Øst. Har man først sagt ”ja” til forslaget, vil det være dyrt at fortryde fusionen. Hvis det overhovedet er muligt. Hvis et DBU København skal genetableres om nogle år, vil den nuværende egenkapital være tabt. Ved udgangen af 2019 var DBU Københavns egenkapital omkring tre en halv million kroner. Holdtilmeldingssatserne er i øvrigt 30 til 40 procent højere i det nuværende DBU Sjælland end i det nuværende DBU København.

KFUM har modtaget meget hjælp og støtte fra DBU København
KFUM har modtaget værdifuld hjælp fra det nuværende DBU København. Vi har fået hjælp til klubudvikling, trænerudvikling, til udvikling af pigefodbold, vi har modtaget tilskud fra DBU-Ks udviklingspulje og, måske først og fremmest, har DBU København hjulpet KFUM i interessevaretagelsen over for Københavns Kommune. DBU Øst kan, i hvert fald i princippet, overtage det gode arbejde, der i dag varetages af DBU København. Og selvfølgelig er der gode fodboldledere på Sjælland, på Bornholm og på Lolland-Falster. Men gode eller ej; de københavnske fodboldpolitikere har selvfølgelig et mere indgående kendskab til forholdene i København.

DBU Bredde Øst – Københavnsk indflydelse
I de nuværende fire lokalunioner øst for Storebælt er der i dag forskellige afstemningsregler i forbindelse med repræsentantskabsmøder (København, Bornholm og Lolland-Falster) og delegeret forsamlinger (Sjælland). Repræsentantskabsmøder og delegeret forsamlinger svarer til klubbernes generalforsamlinger. Det er altså der, hvor bestyrelserne for lokalunionerne bliver valgt af repræsentanter for klubberne i de respektive lokalunioner. På Sjælland og på Bornholm har hver klub to stemmer, uanset klubbernes størrelse. I København og på Lolland-Falster har de mindste klubber én stemme, de mellemstore klubber har to stemmer og de store klubber har tre stemmer. I København behøver man ikke at være meget stor, før man tildeles tre stemmer. KFUM har tre stemmer ligesom de klubber, der har over 2.000 medlemmer.
Efter den nye struktur skal der i fremtiden stemmes efter den sjællandske og bornholmske model. Altså skal hver klub have to stemmer. Denne stemmefordeling stiller de københavnske fodboldklubber, med mange medlemmer, relativt svagt, da der er mange meget store fodboldklubber i København. Der er lige så mange medlemmer i hver af de største fodboldklubber i København, som der er fodboldmedlemmer på hele Bornholm. Det vil sige, at en klub som Skjold, med over 2.000 medlemmer, får to stemmer til repræsentantskabsmøder/delegeret forsamlinger. De Bornholmske klubber får tilsammen over 30 stemmer på trods af, at de tilsammen ikke har flere medlemmer end Skjold.

Danmarks medlemsmæssigt seks største klubber er alle placeret i det nuværende DBU København. Små klubber, som der er flere af uden for København, får altså to stemmer hver. Så i forhold til antal medlemmer vil københavnsk fodbold få for lidt indflydelse i DBU Bredde Øst.

Bestyrelsen i et eventuelt DBU Øst vi bestå af 9 medlemmer. Lolland-Falster og Bornholm er sikret hver én plads i bestyrelsen. De øvrige poster besættes af fodboldledere fra Sjælland og fra København. På Sjælland er der 350 klubber og i København er der 150 klubber. Dette giver sjællandske klubber 700 stemmer tilsammen og de københavnske klubber vil få 300 stemmer tilsammen. Den københavnske repræsentation i DBU Øst kan risikere at blive yderst beskeden.

Måske vil de store københavnske klubber klare sig uden om DBU-systemet
Man må håbe, at der kan findes en fleksibel model, så ledelse og ressourceanvendelse, hvad angår rent københavnske anliggender forbliver hos de københavnske klubber. Hvis systemet bliver for tungt risikerer man, at de store klubber i København søger løsninger uden for DBU-systemet. De fem største klubber i Københavns Kommune har tilsammen 9.000 medlemmer og de 10 største klubber i kommunen har tilsammen 14.000 medlemmer. Så de største klubber vil have rigeligt med muskler til selvstændigt at opbygge samarbejdsrelationer med kommunen, og de vil være stærke nok til at igangsætte projekter uden om DBU-systemet. Det er ikke realistisk, at de københavnske klubber vil sende ressourcer til Himmelev ved Roskilde, for så at afvente svar fra fodboldledere fra Sjælland, København, Lolland-Falster og Bornholm, vedrørende ressourceanvendelse, ledelse og indsatsområder i København. I Frederiksberg Kommune har de tre største fodboldklubber tilsammen 6.000 medlemmer, så de vil også være store nok til at finde samarbejdsrelationer uden om det officielle DBU-system.

DBU Bredde – Nationalt niveau
Det er som nævnt uvist om den nye DBU-struktur bliver vedtaget. Der er nogle ret klare fordele ved den nye struktur; Breddefodbolden vil stå stærkere i DBU-systemet, organisationen bliver strammet op, så det bliver lettere at træffe beslutninger og der bliver færre dobbeltmandater i toppen af DBU-hierarkiet.
Forslaget forsøger at rette op på det forhold, at breddefodbolden, også på det overordnede, nationale plan, historisk set, at blevet repræsenteret af fodboldpolitikere, der har haft deres virke og primære engagement i lokalunionerne. I fremtiden skal den overordnede varetagelse af breddefodboldens interesser varetages af fodboldpolitikere, der koncentrerer deres energi om det overordnede. Det er dog bemærkelsesværdigt, at, i første omgang, bliver de overordnede poster besat at de nuværende ledere af lokalunionerne. Men hensigten er umiddelbar fornuftig; de overordnede interesser skal varetages af fodboldpolitikere, der fokuserer overordnet.

Lokalt niveau
Der er store uløste problemer på lokalt niveau; der vil være for langt fra lokalunionen til de enkelte kommuner – for vores vedkommende fra DBU Bredde Øst til Københavns Kommune, og det er uhensigtsmæssigt, at de københavnske fodboldklubber ikke selv kan bestemme over prioriteringer i København samt over ressourceanvendelse og økonomi i København.
På baggrund af at forslaget tager højde for, at centrale spørgsmål, vedrørende breddefodbold, skal varetages centralt, er det ekstra bemærkelsesværdigt, at den lokale selvstændighed og økonomiske kompetence rykkes længere væk fra det helt lokale. Det have været mere logisk, at overordnede spørgsmål blev behandlet overordnet og lokale interesser blev varetaget lokalt. DBU Øst vil muligvis gøre det lettere at formere mere hensigtsmæssige rækkeinddelinger. Men der er allerede fællesrækker på tværs af de nuværende lokalunioner og det virker meget drastisk at gennemføre en stor reform med henblik på at formere bedre rækkeinddelinger.

Samlet set er forslaget til en ny struktur præget af at være udformet fra toppen af DBU-systemet. Set oppefra indeholder forslaget måske nogle forbedringer. Når man ser på fodboldklubbernes interessevaretagelse på det helt lokale niveau, det vil f.eks. sige i forhold til kommunerne, er forslaget ikke tilfredsstillende.

Spørgsmål til generalforsamlingen
Bestyrelsen er interesseret i at høre generalforsamlingens indstilling til forslaget om ny struktur i DBU.

Afrunding
Det var årets beretning. Tak for opmærksomheden.
-----

Tak til afgående bestyrelsesmedlem

Inden generalforsamlingen slutter helt, skal vi sige tak til den afgående fodboldleder, Christian Bendsen. Bendsen kom i bestyrelsen for tre et halv år siden og har gjort et godt stykke arbejde. Bendsen har blandt andet bemandet Boldklubbens forskellige afdelinger med trænere og har holdt tjek på udbetalinger af omkostningsgodtgørelser til alle KFUMs trænere. Foreløbig tak for indsatsen til Bendsen.

Dirigenten – Tak til Flemming Gutheil

Tak for at du tog dig tid til at lede generalforsamlingen igen i år. Tak for indsatsen til Flemming.