Menu

Boldklubbens æresnål i sølv blev uddelt til Poul Erik Holm (Pølle)

image
Makker
30. marts 2017 kl. 13:26

Ved generalforsamlingen, tirsdag 28. marts, tog Makker ordet:

 

Det er ikke alle forundt at blive tildelt hæder i vores klub – og sådan skal det selvfølgelig også være – man skal have gjort sig fortjent til det.

Og jeg har i dag fået æren af at uddele Boldklubbens æresnål i sølv til en rigtig KFUM’er.

”Æresnaalen tildeles kun Enkeltpersoner og kun saadanne, der har udført et stort Arbejde af idrætslig eller organisatorisk Art i en eller flere af Klubbens Afdelinger, enten som menigt Medlem eller som Leder”.

Det vil måske undre nogen, at han først får den nu – for han har gennem årtier om nogen ydet en stor frivillig indsats i vores klub.

Og nu vil jeg ikke tale i 3. person mere ....

 

Kære Pølle – Poul-Erik Holm

Indmeldt i 1964 – altid repræsenteret klubben på vores bedste hold

Udvalgt hold under KFUMs Idrætsforbund som ynglingespiller

Debut på 1. holdet mod Viking i DS i ’73 (Godte, Tom Nielsen, Tom Helt, Finn Harry og Preben Erholt var blot nogle af dem, som gav dig en senioropdragelse)

Største øjeblik var kampen mod SIF i 1974 – vi vandt 2-1 med 1100 tilskuere i KFUM-parken, og vi rykkede i 3. div.

Spillede sidste kamp på 1. holdet 7. juni 1988.

Som senior 4. flest kampe på 1. holdet i fodbold – 308, men svigtede dog klubben for en stund med en ambitionstur til Vanløse. Og som Pusser siger - du var en bundsolid 1. holdsspiller og selvfølgelig kom han tilbage.

Aktivt medlem i vores bestyrelse, hvor en af dine store opgaver bl.a. var at kontrollere om alle medlemmer var indmeldt. En hård og ubarmhjertig kamp.

Ungdomshjælpetræner – hvor jeg selv har nydt godt af dit gåpåmod – og hvor det kunne irritere dig, at de ikke alle havde helt den samme indstilling til fodbold, som dig selv. 2. holds træner fik du også prøvet at være, og de gamle i klubben har også nydt godt af din ekspertise.

Trappe op og ned med telefonbøger, når der skulle tjenes penge til klubben

Fotograf - portrætter, kampe, altid klar når nogle ville posere foran linsen

IT-supporter - hjælpen var altid nær med dig

Og nu sidder du i Vennernes bestyrelse – du kan ikke lade være ...

+ diverse ad hoc opgaver, altid villig til at give en hjælpende hånd -  og om alt er med, tja ... men alt det der er nævnt gør dig ihvertfald yderst fortjent til at modtage klubben æresnål i sølv, og den vil om nogen klæde dig, og jeg er glad for at kunne få lov til at stikke den i dig.

Kæmpestort TILLYKKE – Pølle og KFUMs Boldklub leve!