Menu

Smalt nederlag i lokalopgøret

image
18. april 2016 kl. 07:54
Union vandt 1-0 i et tæt opgør i Emddrupparken. Comeback til David Jakobsen, der var tæt på at udligne.

Set af Poul Damgaard

 

KFUM trak det korteste strå i lokalopgøret mod Union, som med kampens eneste scoring kunne drage hjem med alle tre point. Hermed tabte KFUM vigtige skridt i bestræbelserne på at komme fri af nedrykningspladserne. Fire hold, heriblandt både Union og KFUM, har nu 20 point og kun de to absolutte bundhold, CSC og B1903, under sig.

 

Lørdagens opgør i Emdrupparken blev en fysisk betonet affære, og den fugtige og knoldede bane indbød da heller ikke til den store tekniske opvisning. Begge hold har en ganske lang afbudsliste, og her er Union nok hårdest ramt. Træner Morten Winther kunne berette om 13 spilleres fravær fra førsteholdstruppen.

 

Alligevel kom Union bedst fra start og sværmede nogle gange om KFUM-målet. Hjemmeholdet kom dog godt med i kampen inden pausen. Zuni Trosborg viste speed og genembrudskraft i et par gode fremstød, men måtte se målmanden parere, og Thomas Sort havde et behjertet skudforsøg.

 

Efter den målløse første halvleg kom der mere gang i chancerne efter pausen. Union kom atter bedst i gang og havde to kæmpechancer, hvor først Mathias Hansen skød forbi fra få meters afstand, og KFUM-keeper Kasper Sort derefter reaktionsstærkt med en fodparade afværgede et forsøg fra Serdal Zulfer. Men lidt efter, knap 20 minutter efter pausen, gik det galt for KFUM. Et hjørnespark fik lov at passere over til den fjerneste stolpe, hvor Robert Rasmussen ekspederede bolden i nettet.

 

KFUM havde mulighederne for udligning. 100 kamps jubilaren Asbjørn Helge fik serveret en hjørnesparksbold næsten mage til den, Union scorede på, men jubilaren headede lige forbi stolpen.

 

David Jakobsen, der efter en skadespause kom på banen i anden halvleg, kom fri til en god chance, men afsluttede ufarligt med et blødt skud. Så var der mere kraft i hovedstødet fra David lidt efter, da han fik chancen ved hjørnespark, men headede lige over.

 

Også i den anden ende af banen brændte det på et par gange, men det blev ved den ene scoring og et ærgerligt nederlag for KFUM, der med lidt mere held i afslutningerne kunne have sikret sig point i lokalopgøret.

 

KFUM kunne også denne gang byde på en debutant, da 26-årige Patrick Ruhwald i slutningen af første halvleg blev sendt på banen. Patrick, der gjorde et lovende indtryk på midtbanen, har senest spillet i Skovshoved og tidligere i B93 og Vanløse og har erfaring fra både Københavnsserien og 2. division.

 

Fiduselgen gik til den foregående kamps debutant, Anders Hornbæk, der denne gange startede inde og leverede stærk indsats fra sin position i midterforsvaret.

 

Cheftræner Jesper Mathiesen havde trods nederlaget ros til spillerne for en fightermæssigt set god indsats. Og så var der friske blomster, gave. Jubilæumsnål og rosende ord til jubilar Asbjørn Helge fra Jan Pusser Genhøj, som sammenlignede Helge med Tino Knudsen, der i 90erne og 00erne var en central skikkelse hos KFUM.

 

KFUM’s holdopstilling: Kasper Sort, Malte Larsen, Mikkel Madsen, Anders Hornbæk, Daniel Søndergaard, Asbjørn Helge, Christian Deleanu, Christian Bendsen, Thomas Sort, Tommy Rønning og Zuni Trosborg. Indskiftere: Kasper Urwald, Patrick Ruhwald og David Jakobsen.

 

På fotos ses situationer fra kampen, hvor det brændte på ved KFUM-målet, 100 kamps jubilar Helge Asbjørn, der hædres af Jan Pusser Genhøj, samt de to seneste debutanter, Anders Hornbæk og Patrick Ruhwald.

Se fotos her