Menu

Referat af generalforsamling mandag den 30. august 2021

image
Peter Svendsen
13. september 2021 kl. 20:10

Referat af generalforsamling mandag den 30. august 2021

a) Valg af dirigent.

Flemming Gutheil (herefter dirigenten) vælges til dirigent.

Dirigenten konstaterer, at generalforsamlingen er lovligt indvarslet og dermed beslutningsdygtig.

b) Aflæggelse af beretning for det forløbne år.

Peter Svendsen (herefter formanden) aflægger beretning på bestyrelsens vegne.

Beretningen er gengivet nedenfor i sin helhed.

 

Citat:

Beretning for KFUMs Boldklub

Afdøde medlemmer

Som indledning til generalforsamlingen er der tradition for, at vi sammen mindes de medlemmer, der er døde siden den foregående generalforsamling. Også i år er der grund til at takke Vagn Christensen og andre spillere i Gammelmandsfodbold for at have leveret omtaler af de afdøde medlemmer. I år skal vi mindes Ole Jensen (Ole Krøl), Paul Høybye og Frank Sparholt. 

Ole ”Krøl” Jensen

Ole ”Krøl” døde i november 2020 efter nogle måneders sygdom. Ole ”Krøl” spillede i KFUM i hele sit liv og var i det hele taget en meget trofast og loyal person, i forhold til familie, arbejde, forening, venner samt hvad der i øvrigt fyldte Oles liv. Ole var, på en meget stilfærdig og lun facon, en samlende figur i KFUM. Ole var gennem en årrække holdleder i Gammelmandsfodbold og var gennem de seneste år en meget skattet spiller på KFUMs tirsdagshold. Ole blev 68 år.

Paul Høybye

Paul Høybye døde i marts måned 2021 efter længere tids sygdom. Poul spillede i KFUM fra han var en lille dreng og forblev et aktiv for KFUM, indtil sygdom satte en stopper for deltagelsen i KFUMs liv. I sine yngre dage opnåede Poul to kampe på KFUMs flagskib, førsteholdet. Efter seniortiden spillede Poul på diverse gammelmandshold fra Oldboys til Super Veteran. I en årrække var Poul også aktiv, når de gamle fodboldkæmper spillede fredagsbadminton i KFUM-hallen. Poul vil blive husket for sit gode humør og positive indstilling. Poul var også KFUM-mester på sin harmonika. Poul har spillet for på sange til adskillige KFUM-arrangementer. Poul Høybye blev 79 år gammel.  

Frank Sparholt

Frank Sparholt døde natten til den 6. august 86 år gammel. Frank var en af KFUMs helt store spillere i KFUMs storhedstid i midten af 1950’erne. Frank spillede adskillige kampe på diverse ungdomshold under KBU og nåede også at spille på DBUs ynglingelandshold. Det blev også til kampe på Alliancens udvalgte hold. Frank opnåede 55 førsteholdskampe og var med på holdet, der spillede KFUM i første division i 1957. Frank fik også kampe i første division, der dengang var den højeste række i Danmark. Frank støttede KFUM til det sidste og var gennem en årrække formand for støtteforeningen, Vennerne.   

Lad os rejse os op og sammen mindes vores afdøde kammerater med et øjebliks stilhed. Tak. Og så vil vi gå over til beretningen.

Indledning

Årets beretning vil være lidt kortere end vanligt. Dels fordi 2020 har været præget af begrænsede aktiviteter på grund af Corona og dels fordi vi skal bruge tid på at tale om den arv, som KFUM har modtaget.

Sportslige resultater

Året 2020 var præget af store begrænsninger, hvad angår turneringsaktiviteter. Da selve generalforsamlingen er blevet udskudt i fem måneder, vil den følgende sportslige opsamling handle om opnåede resultater i foråret 2021.

Seniorfodbold

Førsteholdet var et point fra at kvalificere sig til oprykningsspillet, fra Danmarksserien, ved afslutningen af de indledende kampe midt i maj 2021. Det manglende point betød, at vi blev placeret i en vanskelig nedrykningspulje med 14 hold, hvoraf de 9 rykkede ud. De opnåede resultater fra den indledende runde blev taget med over i nedrykningsspillet, hvor vi skulle spille 7 kampe om at undgå nedrykning. Vi vandt de 4 kampe, spillede 2 uafgjort og tabte en enkelt kamp. Dette førte til en samlet placering som nummer 3 i nedrykningsspillet, og dermed sikrede førsteholdet sig forbliven i Danmarksserien. Vi kan se frem til et spændende år i Danmarksserien i sæsonen 2021 – 2022.

Andensenior opnåede en førsteplads efter foråret 2021. Dette betød oprykning til serie 1. Tredjesenior klarede sig også rigtig flot. De blev nummer 2 i serie 3 og opnåede oprykning til serie 2. Vores nye fjerdesenior blev nummer 4 af 12 hold i serie 5.

Kvinderne i Københavnsserien blev nummer 6 af 9 hold.

Vi har deltaget med to hold til 7-mands seniorhold. Det ene hold blev nummer 10 i serie 3 og det andet hold blev nummer 6 i serie 4.

Gammelmandsfodbold

Vi har deltaget med 4 gammelmandshold i turneringer under DBU København. Det højst placerede M+40 hold blev nummer 6 i Mesterrækken, vores andet M+40 hold blev nummer 2 i række 1, vores M+45 hold vandt Mesterrækken og endelig blev vores M+55 nummer 8 i Mesterrækken.

Ungdomsfodbold

Vi har deltaget i turneringer med 3 U16 hold i foråret 2021; 2 drengehold og et pigehold. Drengene blev henholdsvis nummer 6 i Mesterrækken og nummer 2 i række 1, mens pigerne blev nummer 3 i række 1.

Aktivitetsniveauet generelt

Som nævnt har Coronaepidemien lagt en kraftig dæmper på aktiviteterne i KFUM. Både hvad angår træninger, kampe samt rejser og de traditionelle weekender i Jægerspris. Vi har dog ikke ligget stille i KFUM og vi har forsøgt at ruste os til tiden efter Corona. Vi mener, at vi er blevet styrket på flere punkter og at vi står godt rustet til fremtiden.

DBUs Fremtidige organisering af breddefodbold

Men først lige en kommentar til DBUs fremtidige organisering. Torsdag den 17. august 2021 var der repræsentantskabsmøde i DBU København. Bestyrelsen for DBU København foreslog en fusion af DBU Sjælland, DBU København, DBU Lolland-Falster og DBU Bornholm. Ifølge forslaget skulle de fire lokalunioner samles til én enhed med navnet, DBU Øst. En fusion krævede et kvalificeret flertal på 75 procent af de ”fremmødte stemmer”. De store klubber, i DBU København (deriblandt KFUM), har tre stemmer, mellemstore klubber har to stemmer og de små klubber har en stemme pr. klub. Der var mødt repræsentanter for 65 københavnske klubber. Disse klubber repræsenterede tilsammen 117 stemmer. En vedtagelse krævede altså 75 procent af 117 stemmer, det vil sige, at en vedtagelse krævede 88 ”jastemmer”. Forslaget var meget langt fra at blive vedtaget. Med andre ord var der en markant opbakning til, at DBU København skal fortsætte som en selvstændig union. Der var 36 stemmer for forslaget om en fusion, mens der var hele 81 stemmer for et ”nej” til den foreslåede fusion. De 81 ”nejstemmer” svarer til 69 procent af stemmerne, så det københavnske ”nej” var ikke til at tage fejl af. På den seneste generalforsamling i KFUM var indstillingen, at vi skulle stemme ”nej” til fusionsforslaget. Vi stemte ”nej” og var således på linje med stort set alle andre klubber under DBU København. 

Den siddende bestyrelse for DBU København valgte herefter at trække sig. – Bortset fra et enkelt bestyrelsesmedlem. Den nye bestyrelse er sammensat således:

  • Formand, Flemming Jensen som er formand i Nørrebro United
  • Næstformand, Kurt Bagge Hansen som er næstformand i Jægersborg BK
  • Tobias Ilum, BK Vestia
  • Bo Hammer som er formand i Sundby Boldklub
  • Finn Nørgaard som er formand i KFB Kløvermarken
  • Jan Sørensen som er formand i BK Skjold
  • Tom Gudmandsen formand for eliteudvalget i Skovshoved

KFUM takker den afgåede bestyrelse for mange års dygtigt arbejde og ser frem til samarbejdet med den nyvalgte bestyrelse.

Mål for fremtiden

Tilbage til det ”lokale” KFUM-emner; vi ønsker at have så mange medlemmer, at vi kan bevare Emdrupparken som et rent KFUM-anlæg. Dette har aktuelt ikke været medlemsmæssigt muligt, da der er fire klubber, der har fået tildelt tider i Emdrup. Det er endvidere bestyrelsens ønske, at der er medlemmer nok i børne- og ungdomsfodbolds forskellige årgange til at disse årgange er store nok til at danne 11-mandshold, efterhånden som de forskellige årgange bliver gamle nok til 11-mandsfodbold. Det er endvidere et ønske at have tilstrækkelig med medlemmer til, at børn og unge kan spille bold på forskellige niveauer i KFUM. Og det skal være sådan, at der hvert år rykker et stort antal piger og drenge, fra henholdsvis U18 Piger og fra U19, Drenge op til Seniorfodbold for damer og for herrer. Sådan har det desværre langt fra været gennem en længere årrække.

Økonomi

Lidt om KFUMs økonomiske drift. Emnet bliver uddybet under regnskabsaflæggelsen. Selvom der har været lange perioder uden aktiviteter, er medlemmerne forblevet trofaste og har bevaret deres medlemskab. Det kan KFUMs medlemmer godt være stolte af. Der har selvfølgelig næsten ikke været nye indmeldelser under nedlukningerne, men langt de fleste medlemmer har fortsat deres kontingentbetaling uden at skele til, at der ikke har været aktiviteter i lange perioder. Tak for det.

Nedlukningerne har betydet store besparelser for KFUM. For eksempel til baneleje og til turneringsafgifter. Ovenstående har medført et overskud i 2020 på 217.000 kr. og et overskud på 49.000 kr. i første halvår af 2021. Regnskabet for 2020 vil blive behandlet som et punkt senere på generalforsamlingen.

Den største økonomiske saltvandsindsprøjtning er naturligvis den meget store arv, som KFUM har modtaget. Arven vil blive behandlet på medlemsmødet efter generalforsamlingen. Men her kan nævnes, at vi har modtaget 6.000.000 kr. á conto og at vi forventer at modtager 2 til 3 millioner yderligere, når boet er endelig gjort op.

Fysiske faciliteter

Vi har i årevis sagt, at ”nu er der en 11-mandsfodboldbane kunstbane på vej til Emdrup”. Men i år tror vi endnu mere på det end tidligere. Overborgmesteren har skrevet, at der arbejdes på at få banen med på kommunens budget for 2022. Det skal dog indrømmes, at overborgmesteren havde udmeldt et tilsvarende ønske, hvad angår budgettet for 2021. Og det blev jo, som bekendt, ikke til noget. Men vi håber, at nu er den der. Kultur- og Fritidsforvaltningen har i øvrigt udarbejdet et notat vedrørende kunstgræs i Emdrup. Så når politikerne ”trykker på knappen” er forarbejdet gjort i forvaltningen.

Vi har et mere sikkert fremskridt på vej; vi vil snarest opsætte elektroniske opslagstavler i KFUM. På tavlerne kan man blandt andet orientere sig om dagens aktiviteter, i form af træninger og kampe. Der vil også blive plads til andre informationer. Eventuelt tilbud fra Café Parken mv.

Der arbejdes endvidere på at forbedre omklædningsrummene i KFUM. Omklædningsrummene skal være mere indbydende i form af nogle mindre bokse, eller hvad man skal kalde dem, hvor man kan klæde om, uden at ens tøj ligger på bænke – muligvis lidt rodet sammen med andre spilleres ejendele.      

KFUMs organisation

De seneste år har budt på en stor tilgang af unge ledere, der vil give en hånd med, hvad angår styringen af Boldklubben. Det lover godt for det aktuelle arbejde i KFUM og for fremtiden i KFUM. Det er godt, at de/os ”gamle” ledere bliver suppleret af flere unge ledere. Vi har nu to seniorspillere, der styrer KFUM, hvad angår det fodboldmæssige. Fodboldlederne står i spidsen for vores Fodboldudvalg, som er en slags bestyrelse for det rent fodboldfaglige. Fodboldudvalget er også godt besat med ledere, der kan tage fat. Fodboldudvalget har taget initiativ til at motivere vores trænere til mere træneruddannelse. Når det drejer sig om det ben, vi i Boldklubben kalder ”øvrige aktiviteter”, det vil sige rejser, KFUM-dag, sociale arrangementer mv., er det også lykkedes at finde en seniorspiller til at føre arbejdet videre. Vi kunne godt bruge tilslutning fra flere forældre og andre interesserede, når det gælder ”øvrige aktiviteter”. På det administrative område er det også en seniorspiller, der står i spidsen. Og vi har ansat tre unge medarbejdere nogle timer om ugen til at tage sig af turneringsadministration, medlemsadministration, banereservationer mv. De nye unge ledere – suppleret med de mange garvede kræfter – lover godt for KFUMs fremtid. Når der er en blanding af unge og gamle ledere i KFUM, kan man håbe på en glidende overgang, hvor de unge gradvis overtager ledelsen og forhåbentlig tiltrækker nye unge ledere.   

Opsamling

Bestyrelsen er optimistisk. Boldklubben bør have forudsætningerne til at øge antallet af medlemmer, så alle, uanset alder og køn, har mulighed for at spille fodbold i KFUM. Med flere medlemmer kan vi også bevare Emdrupparken som et rent KFUM-anlæg. 

Afrunding

Det var årets beretning. Tak for opmærksomheden.

Citat slut

-----

Poul Damgaard – Mindeord for Jan Nielsen

Poul supplerer beretningen med følgende mindeord for Jan Nielsen

Jan spillede i drenge- og ungdomsårene og de første år som senior i KFUM. Han gjorde sig meget fordelagtigt bemærket som offensiv spiller, og han blev sammen med sin tvillingebror Per de første KFUMere, der blev kapret til betalt fodbold, først i Brønshøj og siden i Vanløse.

Jan vendte kortvarigt tilbage til barndomsklubben som gammelmandsspiller, men bentøjet var slidt, så det blev mest uden for linjerne, han fulgte med i klublivet. Her var han til gengæld en flittig og engageret tilskuer til førsteholdets hjemmekampe.

Jan Nielsen tabte til sidst kampen mod kræften og døde i december 2020.

Generalforsamlingens kommentarer til beretningen.

Vagn Christensen

Vagn tager udgangspunkt i beretningen, hvoraf det fremgår at der er fire klubber, der har fået tider i KFUM. Vagn ønsker at vide, hvordan dette er gået til, og hvilke klubber det drejer sig om. Vagn ønsker desuden, at der havde været en tidligere kommunikation i forbindelse med de fire klubbers tildeling af tider.

Peter Svendsen

Peter svarer, at de fire klubber har søgt nogle ydertimer, som KFUM ikke har søgt. For eksempel kl. 07.00 til kl. 09.00 søndag morgen og tider efter kl. 20.00 på hverdage. Peter kan ikke huske hvilke klubber det drejer sig om, men det er ikke store kendte og etablerede klubber. Det er mindre grupperinger, der har fået tider.

Thomas Sørensen

Thomas nævner, at KFUM stadig har eksklusivret til anlægget i den udstrækning, at vi lever op til kommunens belægningskrav.

Vagn Christensen

Vagn er kritisk over for, at der er en lang række forskellige Facebook sider, der bærer KFUMs navn.

Peter Svendsen

Peter medgiver, at kommunikationen på de forskellige sider er uden for bestyrelsens direkte kontrol. På den anden side er det praktisk, at holdene har deres egne sider. For eksempel hvis der skal indkaldes til et holdmøde eller hvis der er en spiller, der efterlyser glemt tøj mv.

Mette Amtoft Frandsen

Mette nævner, at de forskellige hold bruger DBUs system, Kampklar til kamptilsigelser mv.

 

c) Behandling af revideret regnskab for det foregående regnskabsår.

Formanden gennemgår Boldklubbens årsrapport for år 2020

Peter fortæller, at, Nils Jørner, ved registreret revisor, Steen Bo Petersen har foretaget en blank revisionspåtegning uden forbehold. Regnskabet er revideret efter retningslinjer fra København Kommune. Resultatet for 2020 er positivt med 217.385 kr. Herefter gennemgår Peter budgettet for 2021. Der budgetteres med et underskud, før arv, på 239.380 kr.

Generalforsamlingens kommentarer til regnskabet og budgettet.

Casper Grumme

Casper henviser til den budgetterede stigning i provenuet fra medlemskontingent og spørger om stigningen skyldes stigninger i kontingentsatser og/eller stigninger i budgetterede antal medlemmer.

Peter Svendsen

Peter svarer, at KFUMs vedtægter tilsiger, at kontingentsatserne reguleres årligt i forhold til det foregående års inflation. Det stigende provenu fra kontingent skyldes en kombination af stigende takster og stigende budgetterede stigninger i antal medlemmer. Peter kan ikke huske den konkrete sammensætning af de to stigninger.

Casper Grumme

Casper spørger om det er ”lovligt” at opkræve entre til førsteholdets hjemmekampe i Emdrup.

Vagn Christensen

Vagn svarer, at det kan man godt og det tidligere er gjort.

Peter Svendsen

Peter nævner, at det vil være godt med yderligere alternative indtægter, der kan styrke førsteholdet. Det er bestyrelsens opfattelse, at KFUMs førstehold ikke bruger lige så mange ressourcer som andre førstehold på KFUMs niveau. På den anden side har førsteholdet – isoleret set – et stort og stigende underskud. Dette er efter bestyrelsens ønske, men bestyrelsen ønsker ikke et yderligere underskud i forbindelse med førsteholdet. Der er heller ikke basis for kontingentstigninger i Seniorfodbold, da KFUM i forvejen ligger ret højt kontingentmæssigt, og medlemmerne skønnes at ville have ret stor modstand mod stigninger ud over de stigninger, der medfører af inflationsreguleringer. På denne baggrund vil det være velkomment med nye indtægtskilder.

Thomas Sørensen

Thomas nævner, at det kan være et problem at forhindre gratister til førsteholdets kampe. Eksempelvis kan det skabe forvirring, at tennisspillere naturligvis har ”gratis” adgang til tennisaktiviteter, mens der er førsteholdskamp. Det er et yderligere problem, at der er mange indgange til KFUM.

Malte Vangsted Larsen

Malte nævner muligheden for frivillig betaling af entre til førsteholdskampe.

 

d) Behandling af indkomne forslag.

Dirigenten

Dirigenten konstaterer, at der ikke er indkommet forslag til behandling.

 e) Valg af bestyrelse.

Dirigenten nævner de to bestyrelsesposter, formand og aktivitetsleder, der skal besættes i henhold til Boldklubbens vedtægter. Dirigenten nævner, at bestyrelsen forslår valg af Peter Svendsen som formand og Abdinasir Ismail som aktivitetsleder. Begge kandidater vælges uden modkandidater.

Dirigenten oplyser, at det ikke var muligt at finde en kandidat til posten som fodboldleder på den seneste generalforsamling. Siden den seneste generalforsamling har bestyrelsen suppleret sig med Asbjørn Wulff Helge som fodboldleder.  I henhold til Boldklubbens vedtægter skal dette valg bekræftes på den aktuelle generalforsamling. Asbjørn vælges uden modkandidater.

Bestyrelsens sammensætning efter generalforsamlingen 2021

Nr.

Bestyrelsespost

Person

Periode

1

Formand

Peter Svendsen

2021 – 2023

2

Næstformand

Thomas Sørensen

2020 – 2022

3

Administrativ leder

Emil Lavard Munksgaard

2020 – 2022

4

Fodboldleder

Asbjørn Wulff Helge

2021 – 2022

5

Aktivitetsleder

Abdinasir Ismail

2021 – 2023

 

 f) Eventuelt

 

---

Afrunding

 

Tak til afgående bestyrelsesmedlem, Mette Amtoft Frandsen

Formanden takker Mette A. Frandsen, afgående Aktivitetsleder for arbejdet i bestyrelsen

 Citat

Inden generalforsamlingen slutter helt, skal vi sige tak til den afgående aktivitetsleder, Mette A. Frandsen. Mette kom til KFUM for 11 år siden, fordi der var nogle forældre fra Dyssegårdsskolen, der ville etablere et fodboldhold for piger. Da pigerne var små, var Mette træner for holdet og efterfølgende var Mette holdleder gennem pigernes år i ungdomsfodbold og holdleder da pigerne spillede 7-mands seniorfodbold. Mette har ”opdraget” 6-7 spillere, der spiller eller har spillet på KFUMs 1. damesenior i Københavnsserien.

Mette har siddet i bestyrelsen i de seneste ni år. Først som menigt bestyrelsesmedlem og fra 2017, da bestyrelsen fik ny struktur, som aktivitetsleder. Mette har blandt en meget lang række opgaver arbejdet med KFUM-dage, forældremøder, fodboldture, træner- lederaftener med pokalkåringer, årshjul for aktivitetsudvalget, diverse vejledninger til holdledere på KFUMs hjemmeside, renovering af Centralforeningens foreningshus, nyhedsbreve til KFUMs medlemmer, oprettelser af Facebooksider til KFUM-kommunikation, skolesamarbejde med Dyssegårdsskolen, indmeldelsesflyer og oprykning af forældre fra gruppe 1 til gruppe 2 + en del aktiviteter, som der ikke er plads til at nævne her.

Mange tak til Mette for en flot indsats for Boldklubben.

Citat slut.

 

Mette Amtoft Frandsen

Mette takker for tiden i bestyrelsen og mindes deltagelsen i DBUs kursus for kvindelige ledere, hvor Mette deltog sammen med de tidligere ledere og bestyrelsesmedlemmer Stine Trampe Broch og Sigrid Fonsdal. Mette nævner deltagelse i de tidligere Forbundsmesterskaber og de senere Lions Cups i Kalundborg som medvirkende til at styrke sammenholdet i KFUM. Mette håber, at der bliver bygget videre på den særlige KFUM-ånd i de kommende år. Mette slutter med at nævne, at Mette bliver og støtter til KFUM-dagen den 18. september.  

 

Dirigenten – Formanden takker Flemming Gutheil

Tak for at du tog dig tid til at lede generalforsamlingen igen i år. Tak for indsatsen til Flemming

Dirigenten lukker generalforsamlingen

Flemming Gutheil lukker generalforsamlingen.

___

 

Dato              /                    2021                                    Dato             /                     2021

 

_____________________________                             ______________________________

Peter Svendsen, referent                                             Flemming Gutheil, dirigent