Menu

Referat af bestyrelsesmøde

image
Peter Svendsen
20. april 2021 kl. 17:22

Referat af bestyrelsesmøde i KFUMs Boldklub.

Mandag den 22. marts 2021 kl. 19.00 - Virtuelt bestyrelsesmøde

Deltagere: Asbjørn Wulff Helge, Emil Lavard Munksgaard, Malte Vangsted Larsen, Mette Amtoft Frandsen, Peter Svendsen og Thomas Sørensen.

 Afbud:   

 Referent: Peter.

0. Præmisser for bestyrelsesmødet

Bestyrelsesmødet skal tage halvanden time. Bestyrelsen foretager en grundig behandling af de udvalgte punkter på dagsordenen, som tiden tillader. Ikke behandlede punkter tages op på senere bestyrelsesmøder eller behandles på anden vis.

1. Forretningsorden - Bestyrelsesmøder: marts 2021 - marts 2022

Bestyrelsen vedtager forretningsorden og mødekalender for bestyrelsesmøder frem til generalforsamlingen i marts 2022. Peter lægger mødetidspunkterne på Teams, så bestyrelsesmedlemmerne får datoerne ind i deres kalender.

2. Fodboldudvalget

Fodboldlederne har holdt indledende møder med førsteholdstræner, Jonas Hjortshøj vedrørende kontraktforlængelse. Ud over trænergerningen ønsker fodboldledelsen, at Jonas skal arbejde som træner Schout og med trænerpleje og trænerudvikling. Aktuelt skal der findes trænerforstærkninger til U16 drenge. Efter ønske fra U16’s nuværende træner, skal U16 skifte trænere til efteråret 2021.

Fodboldudvalget er indkaldt til møde, onsdag den 22. marts 2021. Fodboldudvalget består af fodboldledelsen, Malte Vangsted Larsen og Asbjørn Wulff Helge samt af Morten Gents, David Bresemann Jakobsen, Jørgen Rønning, Mette Babiel Schmidt Petersen og Elise Steentofte Andersen. Jonas Hjortshøj deltager lejlighedsvis i Fodboldudvalgets møder.

Der er en aktuel opgave forud for U8’s oprykning fra U8 til U9 til efteråret (børnene rykker fra gruppe 1 til gruppe 2). Morten Gents og Jonas Hjortshøj vil blive bedt om at kontakte Mette A. Frandsen med henblik på at forklare, hvordan vi plejer at gribe oprykningen an. Fodboldledelsen skal bruge et overblik over medlemmer i de forskellige afdelinger. Emil Lavard Munksgaard vil vise fodboldlederne hvordan DBU’s administrations- og kommunikationssystem, KlubOffice, fungerer.   

Fodboldlederne har holdt møde med Jesper Mathiasen fra Brønshøj Boldklub. På mødet blev der blandt andet talt om rekruttering af spillere. 

3. Administrationsudvalget

Thomas Sørensen har fået ”grønt lys” til, at vi opsætter en elektronisk informationstavle. Munksgaard indkøber tavlen og sætter opsætningen i gang.

4. Aktivitetsudvalget

Mette udsender et nyhedsbrev til Boldklubbens medlemmer. Brevet vil byde medlemmerne tilbage efter corona begrænsninger og vil indeholde en henvisning til corona reglerne. Medlemmerne skal takkes for trofast kontingentbetaling på trods af begrænsninger i aktiviteterne. KFUMs provenu fra kontingentindtægter er kun faldet med 1,5 procent fra 2019 til 2020. Nyhedsbrevet vil endvidere indeholde nyt om kunstbanen samt en præsentation af KFUMs nye tiltag med fodboldfitness for piger/kvinder mellem 15 og 20 år. Bestyrelsen arbejder på at gennemføre en KFUM dag til september 2021.

5. Forslag til afløser for Mette

Malte efterlyser en oversigt over aktivitetsudvalgets opgaver. Mette lover at sende Aktivitetsudvalgets årshjul til bestyrelsen med opgaver fordelt på et år. Udvalgets opgaver skal gerne fordeles på flere personer. Opgaverne er for eksempel; Lions Cup (ikke i år), KFUM dag, forældremøder og skabsflyttedag.

Mette tilbyder at hjælpe med oprykning af U8 til U9 samt med at tjekke indmeldelser i gruppe 1.

6. Kunstgræs

Peter fortæller, at overborgmesteren, i et indslag i TV2 Lorry, har nævnt Emdrup på listen over kommende anlæg, der skal have omlagt græsbane til kunstbane. Overborgmesteren nævnte ”kunstbaner” - altså i flertal - vedrørende Emdrup. Bestyrelsen hælder til at foretrække kun én kunstbane til 11-mandsfodbold, så der fortsat kan spilles 11-mandskampe på græs i Emdrup. Bestyrelsen foretrækker klart, at kunstbanen placeres på den nuværende bane 2. Det skal undersøges, om bane 2 er stor nok til en kunstbane, der holder målene til kampe i Danmarksserien. På længere sigt, vil det være rigtig godt at få bane 4 omlagt til kunstbane. Bane 4, med kunst, vil være meget egnet til Børnefodbold og 7-mandsfodbold. 

7. Meddelelser

Thomas oplyser, at entreprenørarbejdet vedrørende etablering af tennisbaner samt vedrørende det udvendige af den nye tennishal, vil være færdigt den 1. april, således at der kan spilles fodbold på bane 4, uden fare for ulykker i forbindelse med kørsel med entreprenørmaskiner. Hvis arbejdet ikke bliver endeligt færdigt til den 1.april, vil der blive opsat hegn, så der kan spilles sikkert fodbold på bane 4.

Thomas meddeler, at der er oprettet et nyt lukket 11-mands seniorhold i KFUM.

8. Fodboldfitness for piger/kvinder (15-20 år)

Boldklubben vil etablere en afdeling for fodboldfitness for piger mellem 15 og 20 år. Initiativet er rettet mod spillere, der gerne vil have motion og sociale kontakter i KFUM, men som ikke ønsker turneringskampe, præstationspræs eller faste forpligtigeler over for et hold. Holdet skal tilbydes træning tirsdage og torsdage. Første gang bliver tirsdag den 20. april 2021. Holdet skal trænes af Francisca Seshie. Vi leder efter endnu en træner til holdet, der kan supplere Francisca.

9. Målsætninger

Siden bestyrelsesmødet i februar er der opnået en nettotilgang af medlemmer på syv aktive medlemmer.

10. Eventuelt

Thomas orienterer om nyt fra KFUM Centralforeningen. Centralforeningens organisatoriske opbygning skal muligvis ændres, så der kommer færre medlemmer af Hovedbestyrelsen for Centralforeningen.

Der er huller i kunstbanen (bane 3). - Nogle af de gule streger er væk, og har efterladt huller i banen.  Thomas meddeler dette til kommunen. Lyset på kunstbanen lyser skævt. Dette bliver også meddelt til kommunen.

En beboer bag kunstbanen er utilfreds med, at der lejlighedsvis sparkes fodbold ind i hans have. Han er også utilfreds med, at spilerne henter boldene. Måske vil det afhjælpe problemerne, hvis vi aftaler, at boldene afhentes samlet på et bestemt, aftalt tidspunkt.

Næste møde:

Mandag den 3. maj 2021

 

Sager til opfølgning

Sag  

Indledt

Afsluttes

Ansvarlig

 

Fodboldfitness for piger

December 2019

Maj 2021

Peter

 

Luk