Menu

Forsigtig genåbning af KFUM – Corona-regler

image
11. maj 2020 kl. 08:43

Forsigtig genåbning af KFUM – Corona-regler  

Regeringen og Folketinget har åbnet mulighed for, at landets fodboldklubber kan åbne igen. Der er dog langt fra tale om, at vi kan gøre, som vi plejer. Vi har fået mulighed for at dyrke fodboldlignende aktiviteter, men vi skal være meget forsigtige og der er ikke tale om en åbning af traditionelle fodboldaktiviteter.

 

Vi skal i gang så hurtigt som muligt

Bestyrelsen har valgt at åbne mulighed for aktiviteter med øjeblikkelig virkning. KFUMs medlemmer har udvist meget stor loyalitet ved at vedblive med at betale kontingent under nedlukningen. Nu har vi fået mulighed for at igangsætte nogle fodboldlignende aktiviteter under nogle sundhedsfaglige begrænsninger. Vi vil bruge de nye muligheder. Så hurtigt som muligt.

 

Mulige problemer ved at gå hurtigt i gang

Vi skal sørge for at overholde krav og henstillinger fra regeringen, sundhedsmyndigheder og fra DBU. Faren ved at gå hurtigt i gang er, at ikke alle krav er helt endeligt udmeldt og muligvis vil blive ændret i de kommende dage og uger. Men vi fortolker de nuværende krav og udmelder ændringer, hvis der kommer nye direktiver. Den hurtige igangsætning indebærer i øvrigt, at der er spørgsmål vedrørende Københavns Kommunes beslutninger om brugen af kommunens anlæg, herunder Emdrup, der ikke er udmeldt og måske heller ikke endeligt afklaret fra kommunens side. Men igen; vi ønsker at KFUMs medlemmer får gavn af de nye muligheder. Nu.

 

Begrænsning af smittefare – DBU’s Coronaregler

Aktiviteterne skal foregår under hensyntagen til begrænsning af smittefaren. Det er udelukkende de afdelinger i KFUM, der kan lave op til de opstillede krav, der kan genoptage aktiviteter.

 

DBU har opstillet regler i nedenstående to dokumenter.

 

  1. Fodboldklubberne kan åbne igen med Corona-regler

https://www.dbukoebenhavn.dk/nyheder/2020/maj/fodboldklubberne-kan-aabne-igen-med-corona-regler/

 

  1. Fodboldens Corona-regler, genåbning efter Corona-krise, 2020

https://www.dbukoebenhavn.dk/media/16514/protokol-fodboldens-corona-regler-07-05-2020.pdf

 

KFUMs trænere, holdledere og medlemmer skal læse ovenstående regler. De enkelte afdelinger kan igangsætte aktiviteter, når de kan overholde reglerne. Reglerne vil blive slået op på anlægget.

 

Emdrupparkens Idrætsanlæg – Adgang til klubhuset

Det er ikke tilladt for medlemmer at gå ind i klubhuset. Heller ikke efter vand. Vand og andre drikkevarer skal medbringes af det enkelte medlem. Drikkevarer skal indtages i den gruppe, man træner med og på den bane, hvor træningen foregår. Trænere og holdledere kan få adgang til klubhuset efter aftale med Thomas Sørensen

 

Emdrupparkens Idrætsanlæg – Opstregning

Vi vil bede kommunen om at foretage en fornyet opstregning af baner snarest. Der må være 9 spillere og 1 træner pr. bane. Denne regel gælder uanset banestørrelse. Altså må der være 9+1 på en 11-mandsbane, 9+1 på en 8-mandsbane og 9+1 på en 5-mandsbane.

 

Fordeling på baner

Hvis din afdeling er i tvivl om, hvilken bane I skal træne på, skal I kontakte Mathias Brinkløv Sørensen. Der kan blive tale om lidt ændrede træningstider, sammenholdt med de udmeldte tider.

 

Information til medlemmer og forældre

Forud for træninger skal træneren eller holdlederen meddele medlemmer og forældre til de små, hvem der er medlemmets træner, hvem de er på hold med og hvilken bane de skal træne på. Medlemmer og forældre skal orienteres om, at spillere skal komme enkeltvis til træninger, gå direkte til deres træningsbane og forlade træninger enkeltvis efter endt træning. Der skal orienteres om, at medlemmer skal afspritte hænder inden træninger og om, at medlemmer selv skal medbringe vand.  

 

Materialer og bolde

Vi skal snarest afklare adgangsforholdene til klubhuset med kommunen.

Som det er nu, bruger Holbergskolen anlægget i skoletiden. Det vil sige, at der er adgang til klubhuset frem til kl. 16 på hverdage. Det er kun trænere og holdledere, der må hente materialer og bolde i klubhuset. Og kun efter aftale med Thomas Sørensen. Hvis det er muligt, vil det være bedst at opbevare materialer og bolde privat. Dog skal der være adgang til boldpumpen i KFUM. Vi aftaler nærmere med kommunen. Vi skal også afsøge mulighederne for at opsætte spritdispensere.

Det skal i øvrigt bemærkes, at der ikke må bruges overtrækstrøjer under træninger.

 

Holbergskolen – Tirsdagsholdet

Efter skolernes genåbning har Holbergskolen gjort brug af udendørsarealerne i KFUM. Indtil nu har de udelukkende brugt anlægget i den traditionelle skoletid frem til kl. 16. Der vil altså ikke være skolebørn og fodboldbørn, der kan komme for tæt på hinanden. Men Holbergskolen er også på anlægget tirsdag formiddag, hvor Tirsdagsholdet træner. Vi vil tage kontakt til skolelederen, Sune Schnack Rasmussen med henblik på at få en aftale om banefordeling   

 

Klar til træning?

Inden træninger sættes i gang, skal de enkelte afdelingers træner eller holdleder aftale detaljerne med fodboldleder, Christian Bendsen. 

Vi glæder os til at komme i gang.    

 

Peter Svendsen

formand