Menu

Målløs men lovende sæsonstart af KFUM

image
30. marts 2015 kl. 09:37

To lovende debutanter og et pænt come back, da det blev 0-0 mod oprykningskandidaterne fra Skovshoved.

Set af Poul Damgård

 

KFUMs holdopstilling:

Kasper Sort, Mikkel Hansen, Jakob Skaaning Jakobsen, Mikkel Madsen, Frederik Teissøe, David Jacobsen, Asbjørn Helge, Malte Larsen, Peter Rønning, Christian Deleanu og Brian Jensen. Indskiftere: Thomas Jari, Frederik Baarts og  Christian Bendsen.

 

KFUM fik en ganske flot optakt på sæsonen, da det blev til 0-0 i udekampen mod oprykningskandidaterne fra Skovshoved. Da de to hold mødtes i efterårsrunden, blev KFUM kørt over med et 1-4 nederlag. Og skovserne, nummer to i Københavnsserien,  gik da givetvis ind til kampen med favoritværdigheden på skuldrene, men den formåede de nu ikke at leve op til i en ganske underholdende kamp, der snildt kunne være endt med flere mål til begge sider.

KFUM’erne gik til opgøret med kampgejst og havde fra start rimelig succes med at presse modstanderne langt oppe på banen. Det førte også til flere pæne målchancer. Anfører David Jacobsen blev spillet flot fri af Frederik Teissøe, men headede forbi mål fra få meters afstand. Christian Deleanu fik en lige så stor chance, da han på oplæg fra Brian Jensen kom i fri position, men fra en spids vinkel måtte se den velspillende Skovshoved-keeper lige netop parerere skuddet med en håndparade. Også Brian Jensen og Asbjørn Helge havde behjertede afslutninger, mens hjemmeholdet først en halv time inde i kampen fik sat KFUM-målmand Kasper Sort på prøve.

Mod halvlegens slutning blev Malte Larsen bremset af et frispark lige uden for skovsernes straffesparkfelt, men til KFUM?ernes undren blev det ikke fulgt op af et gult kort og ti minutters udvisning. Der var heller ikke netop begejstring for dommerpræstationen, da Brian Jensen efter pausen tilsyneladende blev hægtet i feltet, men uden at der kom noget straffespark ud af det.

Mens KFUM’erne havde været bedst før pausen, kom hjemmeholdet bedre ind i kampen i løbet af anden halvleg. KFUM’erne tilspillede sig alt i alt flest målchancer, men Skovshoved brændte de måske to største, da der med et par minutters mellemrum blev henholdsvis skudt og headet forbi KFUM-målet fra få meters afstand.

Kampen forblev således målløs, og det var ingen af holdene nok helt utilfredse med. Træner Per Hansen uddelte store roser til sine spillere efter kampen for en flot fight og også ganske godt spil på en i kraft af årstiden ikke helt let bane.

Fiduselgen gik suverænt til store Mikkel Madsen, der ryddede forbilledligt op både i luften og ved jorden og sammen med Jakob Skaaning udgjorde et solidt midtersforsvar.

På midtbanen var der hele to lovende debutanter i startopstillingen: Peter Rønnning, 23 år, har fået sin fodboldopdragelse i KFUM og er efter syv år i KB vendt tilbage til sin barndomsklub. Og Malte Larsen, 20 år, er kommet til fra serie 3-klubbben Vestia.

I forreste geled lyste Christian Deleanu op med en række gode gennembrud på venstrekanten, og som midterangriber fik store, nærkampstærke Brian Jensen et pænt come back efter et års fravær.

 

Luk