Menu

Nem sejr over bundholdet

image
Poul Damgaard
25. maj 2015 kl. 20:57

Ren walk-over på Amager, hvor 5-0 sejren faktisk burde have været endnu mere overbevisende

 

Set af Poul Damgaard

 

Kampen mellem Amager FF og KFUM beviste først og fremmest én ting: At Amagerholdet er aldeles berettiget til placeringen som Københavnsseriens bundprop!

 

KFUM’erne dominerede på alle punkter og gennem hele kampen og kunne med større koncentration og træfsikkerhed have sikret sig en betydelig større sejr end de 5-0, som blev slutcifrene.

 

Der blev således misbrugt adskillige chancer, inden KFUM først ti minutter før pausen fik hul på målscoringen ved et velplaceret skud fra Peter Rønning. David Jakobsen bankede kort efter bolden på overliggeren, men det blev ved en pauseføring på 1-0.

 

Kampen igennem var det stort set spil til ét mål, men en velspillende Amager-keeper gjorde sit til at holde scoringen nede, ligesom KFUM-angriberne i bar overiver for at komme på skudhold urimeligt mange gange løb sig off-side og dermed gik glip af endnu flere scoringsmuligheder.

 

Brian Jensen gjorde det til 2-0 et kvarter ind i anden halvleg på straffespark begået mod ham selv. To minutter senere øgede Tommy Rønning til 3-0, og mod kampens slutning satte Thomas Sort to gange sidste fod på boldens vej til netmaskerne.

 

Nicolai Moustgaard gjorde come back efter en skadespause og indkasserede fiduselgen i konkurrence med den dobbelte målscorer Thomas Sort.

 

KFUM’s holdopstilling: Kasper Sort, Jacob Skaaning, Kasper Hansen, Mikkel Madsen, Nicolai Moustgaard, Christian Bendsen, Malte Larsen, David Jakobsen, Peter Rønning, Frederik Baarts og Brian Jensen. Indskiftere: Thomas Sort, Tommy Rønning og Daniel Søndergaard.