Menu

Hjem fra Bornholm uden point

image
Poul Damgaard
25. april 2016 kl. 05:51
Bundpladserne rykker faretruende nærmere for KFUM’s førstehold efter 0-3 nederlag.

Det var en kamp om at holde sig fri af bundpladserne, da KFUM besøgte Bornholm. Og her var bornholmerne ikke specielt gæstfri, idet de sikrede sig, at alle tre point forblev på øen, mens KFUM blev sendt et trin nedad i pointtabellen og nu ligger fjerdesidst i Københavnsserien.

 

NB Bornholm åbnede kampen i højt tempo, måske i forventning om, at den lange rejse sad tungt i benene på gæsterne. Der blev løbet storm mod KFUM-målet, men forsvaret holdt godt stand. Daniel Søndergaard måtte efter et kvarters tid redde på målstregen, men nærmere scoring kom bornholmerne ikke under det indledende pres. Der skulle gå 17 minutter, inden KFUM havde sit første forsøg mod bornholmermålet i kraft af et skud over fra David Jakobsen. Lidt efter var Anders Hornbæk  (der i øvrigt udgå med en skade kort efter halvlegspausen) så marginaler fra at bringe KFUM foran, da han bankede bolden på stolpen.

 

Men selv om KFUM’erne kom bedre ind i kampen, så var det alligevel hjemmeholdet, der fik hul på målscoringen. Først midt i halvlegen og derefter med syv minutter igen til pausen.

 

Med tomålsføringen i hus og dermed tre point i sigte syntes bornholmerne rimeligt tilfredse med slagets gang. Meget af anden halvleg gik i hvert med, at KFUM spillede bolden rundt, men havde stort besvær med at komme helte frem og omsætte det til målchancer. Og det billede af kampen blev ikke mindre udpræget, da NB Bornholm godt efter kvarter efter pausen kom på 3-0 ved et hjørnespark, hvor KFUM-forsvaret ikke fik clearet godt nok.

Det var også ved dødbolde, KFUM viste, at man ikke var helt ufarlige; nemlig når David Jakobsen fik muligheden for at afprøve sine kompetencer udi den metier. Han serverede en frisparksbold til hovedet af Asbjørn Helge, som dog headede i sidenettet. Lidt senere havde Mikkel Madsen i en lignende situation chancen for reducering, med fik under klumpspil skovlet bolden lige forbi mål. Og da David forsøgte sig med et frispark direkte på mål, gik bolden også lige forbi. Og således blev det ved 3-0 til NB Bornholm.

 

Fiduselg som bedste KFUM’er til David Jakobsen, der efter sin skadspause for første gang var med fra start og altså trods nederlaget fik sat nogle positive indspark på KFUM’s indsats.

 

 

KFUM’s holdopstilling: Kasper Sort, Kasper Urwald, Mikkel Madsen, Kasper Hansen, Daniel Søndergaard, Anders Hornbæk, Asbjørn Helge, Christian Bendsen, Thomas Sort, David Jakobsen og Tommy Rønning og. Indskiftere: Silas Enemark, Sander Boesen og Mathias Petersen.