Menu

KFUMs Boldklub – Ordinær generalforsamling – Tirsdag den 28. marts 2017

image
01. august 2017 kl. 10:14

 

KFUMs Boldklub – Ordinær generalforsamling – Tirsdag den 28. marts 2017

Referat

1) Valg af dirigent.

Flemming Gutheil (herefter dirigenten) vælges til dirigent.

Dirigenten konstaterer, at generalforsamlingen er lovligt indvarslet og dermed beslutningsdygtig.

2) Aflæggelse af beretning for det forløbne år.

Peter Svendsen (herefter formanden) aflægger beretning på bestyrelsens vegne. Som indledning til beretningen mindes formanden foreningens afdøde medlem, Johnny Petersen, med følgende:

Som indledning til generalforsamlingen er der tradition for, at vi sammen mindes de medlemmer, der er døde siden den foregående generalforsamling. I år skal vi mindes Johnny Petersen. Johnny, der nærmest var ”født” i KFUM, var gennem flere årtier én af Boldklubbens allerbedste fodboldspillere. Johnny har stadig klubrekorden med 357 førsteholdskampe. Johnny debuterede på førsteholdet i 1976 og spillede sin sidste førsteholdskamp i 1993.

Efter de aktive år på fodboldbanen var Johnny aktiv som træner og som leder. Næsten helt frem til sin død. Johnny sad i 12 år i Boldklubbens bestyrelse heraf godt 10 år som ungdomsleder. Som træner og leder gjorde Johnny en stor indsats for pigefodbold og for damefodbold. Gennem årene blev Johnny påskønnet for sin indsats i Boldklubben. Johnny blev valgt som årets spiller i KFUM i 1986 og i 1997 modtog han Boldklubbens æresnål i sølv. I 2006 blev Johnny tildelt KBUs Ungelederpris og i 2011 modtog Johnny Preben Weidemanns Mindelegat.

På formandens opfordring rejser forsamlingen sig og mindes Johnny Petersen med et øjebliks stilhed. Formanden aflægger herefter den egentlige beretning.

Beretningen er gengivet nedenfor i sin helhed.

Citat:

Beretning for KFUMs Boldklub

Indledning

Vi har et tæt program på aftenens generalforsamling. Vi skal blandt andet bruge tid på bestyrelsens forslag til vedtægtsændringer. Derfor vil beretningen blive noget kortere end sædvanligt. Men selvfølgelig skal vi sige lidt om året der gik. Lad os begynde med de sportslige resultater i Ungdomsfodbold, Seniorfodbold og Gammelmandsfodbold. Man registrerer, heldigvis, ikke resultater i Børnefodbold

Hvordan er fodboldåret 2016 gået?

Både førsteholdet på herresiden og på damesiden spiller i Københavnsserien. Herrernes turnering er en helårsturnering. Herrerne sluttede sæsonen 2015/2016 som nummer 7 af 14 hold. I indeværende sæson ”overvintrer” vores bedste herrehold som nummer 11 i Københavnsserien. 2016 bød i øvrigt på et fint resultat for KFUMs 2. senior på herresiden. I foråret 2016 opnåede holdet oprykning fra serie-3 til serie-2 og 2. senior klarede oprykningen til serie-2 fint, idet holdet sluttede som nummer

7 af 12 hold i efteråret 2016. Det er Boldklubbens langsigtede målsætning, at 1. senior skal spille i Danmarksserien, og at 2. senior skal spille i serie-1. Så 2. seniors oprykning, var et skridt i den rigtige retning. Damernes turnering i Københavnsserien afsluttes hvert halve år. I foråret sluttede damerne som nummer 4 af 11 hold og i efteråret sluttede damerne som nummer 6 af 10 hold.

Rækkevindere

Som vanligt bød 2016 på en del rækkevindere i KFUM. U16 Drenge vandt række 1 i efteråret 2016.

Old Boys vandt Mesterrækken efteråret 2016. KFUM har to meget stærke veteranhold. Det bedste veteranhold spiller i Mesterrækken og vandt turneringen både i foråret og i efteråret 2016. I efteråret tabte holdet ikke ét eneste point. Vores næstbedste veteranhold spiller i række-1. Holdet vandt rækken i foråret 2016

Sportslige målsætninger

Det er KFUMs målsætning, at alle vores bedste ungdomshold, i alle årgange, spiller i den københavnske Mesterrække. I foråret 2017 er denne målsætning opfyldt, hvad angår U19 Drenge, U16 Drenge og U16 Piger.

Børnefodbold

Som sagt bliver der ikke registreret resultater i Børnefodbold. Men vi kan sige, at, vi i efteråret 2016 havde 6 børnehold tilmeldt stævner og turneringer under DBU København. Der var tilmeldt 5 drengehold og et enkelt pigehold

Kvantitative målsætninger

Bestyrelsen ønsker, at der skal være mange flere aktive medlemmer i KFUM. Men på den anden side; når man sammenligner med de øvrige klubber under DBU København, ser det ikke helt skidt ud. Ifølge DBU-Ks årsberetning fra 2016, var der 150 klubber under DBU-K. Medlemsmæssigt var KFUM placeret som nummer 30 ud af de 150 klubber. Vi havde ifølge beretningen 500 medlemmer sidste år. Bestyrelsen har dog et ønske om, at vi skal blive mindst dobbelt så mange aktive medlemmer. Vi burde kunne komme i top-15 over de største klubber i København, hvad angår antal medlemmer. Vi skal ikke blive større bare for at blive større. Men hvis vi skal kunne spille 11-mandsfodbold i alle årgange – og hvis vi skal kunne tilbyde fodbold for såvel dygtige som mindre dygtige spillere – så er det nødvendigt med langt flere medlemmer. Flere medlemmer vil dog kræve en belyst kunstbane til 11-mandsfodbold. Ellers har vi alt for lidt plads i de fem måneder, hvor græsbanerne er lukkede.

Kunstgræsbane med lys til 11-mandsfodbold

Vi var tæt på at få bevilget en kunstbane med lys til 11 Mandsfodbold i 2016. Der var en ”ledig” bevilling fra kommunens side, da der var bevilget penge til kunstgræs til Boldklubben Fix i Mosen, men fredningsmyndighederne sagde nej til kunstgræs i Mosen. Vi var med ”i opløbet” sammen med en del andre klubber, men resultatet blev, at det er Brønshøj Boldklub i Tingbjerg, der får banen. Vi er ret sikre på, at det snart bliver vores tur til at få en kunstgræsbane til 11 Mandsfodbold. Vi kan i øvrigt trøste os lidt med, at vi har fået en lille bane med kunstgræs i ”folden”

Nyt system til opkrævning af kontingent

I løbet af 2016 blev Boldklubbens nye system til kontingentopkrævning fuldt implementeret. Systemet har været en stor succes. Kontingentindtægterne er steget med godt 70.000 kr. fra år 2015 til 2016. Dette svarer til en stigning på godt 11 procent. På trods af stigningen i kontingentindtægterne var Boldklubbens økonomi noget anstrengt i 2016 og bestyrelsen budgetterer

også med et underskud i 2017. I 2015 havde Boldklubben et overskud på knap 90.000 kr. I 2016 blev det til et underskud på godt 40.000 kr. og bestyrelsen budgetterer også med et underskud på godt 40.000 kr. i 2017. Overskuddet fra 2015 vil altså blive ”spist op” i løbet af 2016 og 2017

Kontingentsatser – Seniorfodbold

På generalforsamlingen i marts 2016 blev der fremsat et ønske om at nedsætte kontingentet for Seniorfodbold. Bestyrelsen lovede at se positivt på ønsket. Desværre har det ikke været økonomisk muligt at nedsætte kontingentet for Seniorfodbold. Tværtimod vil det nok generelt blive nødvendigt med kontingentstigninger i de kommende år. Hvis det bliver nødvendigt med generelle kontingentstigninger i de kommende år, ønsker bestyrelsen, at friholde seniorkontingentet for stigninger.

Samarbejde med DBU København

KFUM nyder fortsat godt af samarbejdet med DBU. DBU-K hjælper os for eksempel med at presse på overfor kommunen med hensyn til at få en kunstbane til 11-mandsfodbold. Og som sagt tror vi på, at der er godt nyt på vej i den nærmeste fremtid.

Vi har også fortsat et godt samarbejde med den Børne- og Ungdomskonsulent, der er tilknyttet Boldklubben i 2016 og i 2017. Konsulenten har været en meget stor hjælp i forbindelse med KFUMs projekt vedrørende rekruttering af piger og drenge – og deres forældre – i afdelingerne U6, U7 og U8. Projektet har tiltrukket 45 nye medlemmer.

B&U konsulenten hjælper også i forbindelse med implementeringen af ”Den Røde Tråd”. Han har givet feedback og supervision til nogle af KFUMs trænere og har generelt arbejdet med at gøre det mere attraktivt at være træner i KFUM.

Ny struktur i KFUM

Gennem det seneste år har bestyrelsen afholdt en række seminarer vedrørende Boldklubbens vision og Boldklubbens mission. Bestyrelsen har også arbejdet med, hvordan KFUM skal organiseres i fremtiden. Arbejdet er inspireret af en klubkonsulent fra DBU København. Det er dette arbejde, der har ledt frem til de forslag til vedtægtsændringer, som bestyrelsen har fremsat til dagens generalforsamling. Vi vil under dagsordenens punkt 4 behandle selve bestyrelsens forslag til vedtægtsændringer. Men her under beretningen vil vi kort omtale resultaterne fra de omtalte seminarer.

Flere gør mindre

Overordnet set ønsker bestyrelsen, at der skal inddrages flere i det frivillige arbejde. Vi har set, at de afdelinger, der har gode holdledere og gode trænere klarer sig godt både sportsligt og hvad angår antal medlemmer. Dette er selvfølgelig ikke overraskende. Naturligvis skaffer gode holdledere gode tilbud og dermed udvikling og tilfredse medlemmer. Det er der selvfølgelig ikke noget nyt i. Det nye er, at vi vil synliggøre, hvor mange holdledere, trænere og øvrige ledere, det er nødvendigt at have, for at afdelingerne skal kunne fungere. Vi er for tiden omkring 120 frivillige i KFUM. Når den nye struktur er udbygget, skal vi være omkring 185 frivillige.

Opdeling af de frivillige

Vi ønsker, at dele de frivilliges indsats op i 3 ben: Ét ben, der handler om administration, ét ben, der handler om fodbold og et tredje ben, der handler øvrige aktiviteter.

Færre i bestyrelsen

Bestyrelsen ønsker, at bestyrelsens størrelse ændres fra 11 personer til 5 personer.

Opdeling af alle aktive i 7 grupper

Bestyrelsen ønsker, at organisere arbejdet med alle de aktive i 7 grupper:

1. U06 – U07 – U08 Drenge og Piger

2. U09 – U10 – U11 Drenge og Piger

3. U12 – U13 – U14 Drenge og Piger

4. U15 – U16 – U17 Drenge og Piger

5. U18 – U19 – Seniorfodbold

6. Gammelmandsfodbold

7. Alternative fodboldformer

Projektsamarbejde med Københavns kommune og med DBU

Hvis bestyrelsens forslag til vedtægtsændringer bliver vedtaget, vil bestyrelsen fremsende ansøgninger til kommunen og til DBU om økonomisk støtte til en styrket organisation i KFUM.

Ansættelse af konsulenter

Vi ønsker at ansætte tre konsulenter 6 til 8 timer pr. uge pr. konsulent. Konsulenterne skal dække de omtalte tre områder. Det vil sige administration fodbold og øvrige aktiviteter. Bestyrelsen håber på generalforsamlingens opbakning.

Afrunding

Dette var året beretning. Tak for opmærksomheden.

Citat slut.

Generalforsamlingens kommentarer til beretningen.

Der er ingen kommentarer til beretningen.

3) Behandling af revideret regnskab for det foregående regnskabsår.

Per Kjeldsholm gennemgår Boldklubbens årsrapport for år 2016

Per fortæller, at registreret revisor, Nils Jørner har foretaget en blank revisionspåtegning uden forbehold. Regnskabet er revideret efter retningslinjer fra København Kommune. Årets resultat for 2016 blev negativt med kr. 41.562. Underskuddet skal ses i sammenhæng med overskuddet i 2015 på godt 88.000 kr. Kontingentindtægterne steg med godt 11 procent. Dette skyldes det nye system til kontingentopkrævning, hvor afskrivninger på skyldigt kontingent er blevet minimeret. De automatiske kontingentreguleringer, i forhold til inflationen, har også bidraget positivt til de stigende kontingentindtægter. Ser man på balancen har der været en mindre negativ regulering af Boldklubbens beholdning af værdipapirer. Sammenholdt med årets negative resultat er egenkapitalen faldet til godt 230.000 kr. Da bestyrelsen budgetterer med et underskud for 2017 på godt 40.000 kr. forventes egenkapitalen at falde til under 200.000 kr. ved udgangen af 2017. Der er behov for en konsolidering i de kommende år.

Generalforsamlingens kommentarer til regnskabet

Vagn Christensen

Vagn efterlyser en større grad af detaljering i regnskabet. Vagn beder dirigenten tage til afstemning, om den fremtidige detaljeringsgrad skal øges.

Per Kjeldsholm

Per svarer, at bestyrelsen ikke ønsker en så høj grad af detaljering, at man kan se udgifter til enkeltpersoner.

Vagn Christensen

Vagn efterlyser en opdeling i nogle hovedposter som for eksempel omkostningsgodtgørelser og materialer. Det sidstnævnte punkt med henblik på at få et indtryk af spild på denne post.

Mette Amtoft Frandsen

Mette nævner, at der er opnået store besparelser vedrørende køb af materialer. Dels er afdelingerne selv blevet pålagt at købe spilledragter og dels går materialer i arv fra afdeling til afdeling.

Torben Makker Marcussen

Makker støtter ønsket om en øget detaljeringsgrad i regnskabsaflæggelsen.

Carsten Ankerdal

Carsten henleder opmærksomheden på, at det er mulig at læse udspecificeringer i noterne til regnskabet.

Peter Svendsen

Peter konkluderer, at der er et ønske om et mere detaljeret regnskab i fremtiden.

Vagn Christensen

Vagn problematiserer udgifterne til bøder til DBU København.

Stine Trampe Broch

Stine svarer, at bestyrelsen har fokus på bøderne og følger op på de holdledere, der giver anledning til bøderne gennem for sene afbud til kampe og stævner, manglende holdkort og resultatindberetninger. Udgifterne til bøder er reduceret meget væsentlig fra 2015 til 2016.

Sigrid Fonsdal

Sigrid forklarer om bøder i Børnefodbold. Sigrid nævner, at reglerne kan være vanskelige at overholde, for eksempel ved nødvendige stævneafbud, i forbindelse med sene afbud fra børnenes forældre. Det er desuden en udfordring, at mange holdledere i Børnefodbold er nye og derfor skal lære reglerne, før diverse procedurer kan følges korrekt.

4) Behandling af indkomne forslag.

Dirigenten

Bestyrelsen havde inden generalforsamlingen stillet forslag til vedtægtsændringer. Dirigenten præsenterer forslaget. Bestyrelsen ønsker, at bestyrelsen i fremtiden skal bestå af fem bestyrelsesmedlemmer, formand, næstformand, administrativ leder, fodboldleder og aktivitetsleder, frem for den nuværende bestyrelsessammensætning med elleve bestyrelsesmedlemmer. Som en konsekvens af at posten som kasserer ønskes afskaffet, ønsker bestyrelsen tegningsreglerne ændret, således at Boldklubben i fremtiden forpligtes ved underskrift af formanden og næstformanden i forening.

Dirigenten nævner, at, da der er tale om vedtægtsændringer kræves et flertal på mindst to tredjedele af de fremmødte, stemmeberettigede medlemmer. Efter optælling konstaterer dirigenten, at der er 18 stemmeberettigede medlemmer på generalforsamlingen. En vedtagelse kræver derfor tilslutning fra mindst 12 medlemmer. Dirigenten konstaterer, at der er ét egentligt ændringsforslag til vedtægterne, mens øvrige ændringsforslag er konsekvensændringer i forhold til bestyrelsens overordnede forslag vedrørende en begrænsning af bestyrelsens størrelse fra elleve til fem medlemmer. Dirigenten vil derfor sætte forslagene til en samlet afstemning.

Formanden

Formanden fremlægger bestyrelsens forslag med støtte i et organisationsdiagram over Boldklubbens fremtidige struktur. Bestyrelsen ønsker en struktur med en bestyrelse bestående af fem bestyrelsesmedlemmer. Det er denne ændring, der skal stemme om, da bestyrelsens størrelse og sammensætning fremgår af Boldklubbens vedtægter.

Peter orienterer om, at bestyrelsen ønsker at nedsætte tre udvalg, der skal arbejde under bestyrelsen. De tre udvalg er; Administrationsudvalget, Fodboldudvalget og Aktivitetsudvalget.

Sigrid Fonsdal

Sigrid uddyber bestyrelsens forslag, og nævner, at det er bestyrelsens ønske, at der inddrages flere personer i arbejdet med Boldklubben.

David Bresemann Jakobsen

David giver et eksempel på hvordan opdeling i fodbold, administration og aktivitet kan aflaste den enkelte leder.

Mette Amtoft Frandsen

Mette formulerer bestyrelsens ønske om mere afgrænsede opgaver til de enkelte ledere og trænere i Boldklubben.

Vagn Christensen

Vagn nævner, at den nye struktur kræver mange ledere og megen koordinering og kommunikation.

Torben Makker Marcussen

Makker foreslår, at vi prøver den nye struktur.

Stine Trampe Broch

Stine nævner, at den nye struktur skal bygges op nedefra i de yngste årgange i Børnefodbold. Der skal findes ledere for henholdsvis administration, fodbold og aktivitet i alle afdelinger.

Sigrid Fonsdal

Sigrid medgiver, at den nye struktur kræver meget samarbejde mellem de forskellige områder og afdelinger.

Afstemning

Dirigenten sætter bestyrelsens forslag til afstemning. Af de 18 stemmeberettigede medlemmer, stemmer de 16 ja til bestyrelsens forslag. Bestyrelsens forslag til vedtægtsændringer er hermed vedtaget.

5) Valg af bestyrelse

Dirigenten nævner de fem bestyrelsesposter, der skal besættes i henhold til de netop vedtagne vedtægter. Bestyrelsen har forslag til de fem personer. To personer, Mikael Pedersen og Christian Bendsen, er nye i bestyrelsessammenhæng. Christian og Mikael præsenterer sig selv.

Mikael Pedersen

”Jeg hedder Mikael, er 58 år og lærte KFUM at kende, da familien for ti år siden flyttede til Nøkkerosevej, hvor vi nu bor bag kunstbanen og fra baghaven dagligt nyder livet og lyden fra fodboldspillere af alle aldre og nationaliteter – holdspillere og tilløbne. Bedre nabo kan man ikke have!

Som barn og ung spillede jeg fodbold i en middelmådig midtsjællandsk klub. Her var jeg vist mere hård end teknisk begavet – sweeper med speciale i alibifodbold – så mine fodboldmæssige meritter tager det ikke lang tid at berette om. Jeg kan så til gengæld love, at jeg ikke vil gøre mig klog på fodbold, men nøjes med at bidrage på den administrative front. Det håber jeg til gengæld, jeg kan gøre.

I KFUM har jeg været holdleder for et pigehold siden 2011. Fra sidelinjen er det skønt at opleve, hvor godt en holdsport som fodbold kan være for disse unge, når engagerede trænere hele tiden både skubber på fællesskabet og udfordrer alle spillemæssigt. Og hvordan KFUM kan blive den lokale klub for unge fra begge sider af kommunegrænsen.

Privat er jeg forlagschef på Gyldendal Uddannelse, gift og har tre børn – de to glade medlemmer af KFUM”.

Christian Bendsen

”Jeg hedder Christian, er 32 år og startede med at spille fodbold i KFUM da jeg var 7 år gammel. Mine forældre boede, og bor stadig, ved Utterslev mose, så det var naturligt at starte i den lokale klub. Årsagen til at jeg har holdt fast ved klubben lige siden, skal findes i den samhørighed og gode stemning jeg har oplevet hernede gennem de 25 år jeg har spillet her. Som fodboldleder vil jeg blandt andet arbejde med at styrke progressionen mellem årgangene, så vores fodboldspillere får en positiv oplevelse ved at rykke videre i årgangene. På den måde vil vi også kunne fastholde flere af vores fodboldspillere og skabe stærkere hold.

Derudover vil jeg arbejde med at styrke kompetencerne hos de ansvarlige for holdene, så vi får skabt de bedste muligheder for vores fodboldspillere til at udvikle sig og nyde at komme til træning og kamp i KFUM.

Privat er jeg gift med Fie, der er arbejder som sygeplejerske på Rigshospitalet. Selv arbejder jeg med akademisk ledelsessupport for uddannelseslederne på Institut for Sygepleje på Metropol”.

Dirigenten sætter de, af bestyrelsen, opstillede kandidater til valg. Alle bestyrelsens kandidater bliver valgt uden modkandidater.

 

Bestyrelsens sammensætning efter generalforsamlingen 2017

Bestyrelsespost

Person

Periode

Nr. 1

Formand

Peter Svendsen

2017 – 2019

Nr. 2

Næstformand

Thomas Sørensen

2017 – 2018

Nr. 3

Administrativ leder

Mikael Pedersen

2017 – 2018

Nr. 4

Fodboldleder

Christian Bendsen

2017 – 2018

Nr. 5

Aktivitetsleder

Mette Amtoft Frandsen

2017 – 2019

 

6) Eventuelt

Vagn Christensen

Vagn fremhæver, at den nye struktur i Boldklubben kræver fokus på kommunikation og information. I den forbindelse ønsker Vagn, at referater af bestyrelsesmøder kommer hurtigere på hjemmesiden. Vagn beklager, at Boldklubbens afdelinger for U13, U14 og U15 Drenge er lukket. Vagn nævner, at der har været vandskade på KFUM Centralforeningens Sommerlejr i Jægerspris. Vagn spørger, i den forbindelse, om Boldklubben har brugt de reserverede weekendlejre i marts 2017. Vagn peger på, at Torben Peters, fra Boldklubbens afdeling for Gammelmandsfodbold, er villig til at repræsentere Boldklubben i hovedbestyrelsen for KFUM Centralforeningen.

Sigrid Fonsdal

Sigrid svarer vedrørende benyttelse af Sommerlejren; nogle afdelinger har benyttet deres reserverede weekender, mens andre afdelinger har aflyst deres reservationer.

Magnus Pihl

Magnus svarer vedrørende U13, U14 og U15. U13 og U14 har i årevis været små afdelinger. Såvel U13, U13 og U15 har for få spillere og for begrænset forældreopbakning til, at det har været muligt at videreføre afdelingerne.

Carsten Ankerdal

Carsten henleder opmærksomheden på støtteforeningen, Vennerne. Carsten opfordrer til, at flere forældre melder sig ind i Vennerne. Det årlige kontingentet udgør 200 kr. pr. par. Carsten taler om Vennernes Lagkagestævne for de mindste børn i Børnefodbold. Ved de seneste to lagkagestævner har der været henholdsvis 80 og 60 deltagende børn. Vennerne vil udsende en invitation til endnu et lagkagestævne.

Vagn Christensen

Vagn gør opmærksom på, at Vennernes i fremtiden udelukkende vil støtte Boldklubben.

 

7) Afrunding.

Torben Makker Marcussen uddeler, på Boldklubbens vegne, Boldklubbens æresnål i sølv til Poul-Erik ”Pølle” Holm.

”Det er ikke alle forundt at blive tildelt hæder i vores klub – og sådan skal det selvfølgelig også være – man skal have gjort sig fortjent til det.

Og jeg har i dag fået æren af at uddele Boldklubbens æresnål i sølv til en rigtig KFUM’er.

”Æresnaalen tildeles kun Enkeltpersoner og kun saadanne, der har udført et stort Arbejde af idrætslig eller organisatorisk Art i en eller flere af Klubbens Afdelinger, enten som menigt Medlem eller som Leder”.

Det vil måske undre nogen, at han først får den nu – for han har gennem årtier om nogen ydet en stor frivillig indsats i vores klub.

Og nu vil jeg ikke tale i 3. person mere ....

 

Kære Pølle – Poul-Erik Holm

Indmeldt i 1964 – altid repræsenteret klubben på vores bedste hold.

Udvalgt hold under KFUMs Idrætsforbund som ynglingespiller.

Debut på 1. holdet mod Viking i DS i ’73 (Godte, Tom Nielsen, Tom Helt, Finn Harry og Preben Erholt var blot nogle af dem, som gav dig en senioropdragelse).

Største øjeblik var kampen mod SIF i 1974 – vi vandt 2-1 med 1100 tilskuere i KFUM-parken, og vi rykkede i 3. div.

Spillede sidste kamp på 1. holdet 7. juni 1988.

Som senior 4. flest kampe på 1. holdet i fodbold – 308, men svigtede dog klubben for en stund med en ambitionstur til Vanløse. Og som Pusser siger - du var en bundsolid 1. holdsspiller og selvfølgelig kom han tilbage.

Aktivt medlem i vores bestyrelse, hvor en af dine store opgaver bl.a. var at kontrollere om alle medlemmer var indmeldt. En hård og ubarmhjertig kamp.

Ungdomshjælpetræner – hvor jeg selv har nydt godt af dit gåpåmod – og hvor det kunne irritere dig, at de ikke alle havde helt den samme indstilling til fodbold, som dig selv. 2. holds træner fik du også prøvet at være, og de gamle i klubben har også nydt godt af din ekspertise.

Trappe op og ned med telefonbøger, når der skulle tjenes penge til klubben.

Fotograf - portrætter, kampe, altid klar når nogle ville posere foran linsen

IT-supporter - hjælpen var altid nær med dig.

Og nu sidder du i Vennernes bestyrelse – du kan ikke lade være ...

+ diverse ad hoc opgaver, altid villig til at give en hjælpende hånd - og om alt er med, tja ... men alt det der er nævnt gør dig i hvert fald yderst fortjent til at modtage klubben æresnål i sølv, og den vil om nogen klæde dig, og jeg er glad for at kunne få lov til at stikke den i dig.

Kæmpestort TILLYKKE – Pølle og KFUMs Boldklub leve!”

 

Dirigenten – Formanden takker Flemming Gutheil

Tak til Flemming for at du tog dig tid til at lede generalforsamlingen igen i år. Tak for indsatsen, Flemming

 

Dirigenten lukker generalforsamlingen

Flemming Gutheil lukker generalforsamlingen.