Menu

Referat af bestyrelsesmøde i KFUMs Boldklub Tirsdag den 27. oktober 2015 kl. 19.00

image
Peter Svendsen
21. december 2015 kl. 08:48

Deltagere: Jørgen Rønning, Mette Amtoft Frandsen, Peter Svendsen, Stig Bertelsen, Stine Trampe Broch og Thomas Sørensen.

 

Afbud: Bo de Fries, David Bresemann, Magnus Pihl, Per Kjeldsholm og Sigrid Fonsdal

 

Referent: Peter.

 

1. Målsætninger

 

Peter orienterer om medlemsudviklingen siden bestyrelsesmødet mandag den 31. august 2015. Overgangen til Boldklubbens nye system til medlemsregistrering og kontingentopkrævning er ved at være på plads, idet 60 medlemmer er blevet indmeldt og registreret i det nye system siden det seneste bestyrelsesmøde i slutningen af august. Peter nævner, at der i slutningen af oktober 2015 er 126 medlemmer af Børnefodbold, 124 medlemmer af Ungdomsfodbold, 68 medlemmer af Seniorfodbold og 86 medlemmer af Gammelmandsfodbold. Bestyrelsen ønsker en markant stigning i antallet af medlemmer. Stine nævner, at det er en begrænsende faktor, at der er manglende banekapacitet i vinterhalvåret, når græsbanerne er lukkede.

 

2. Orientering fra kassereren

 

Peter orienterer og nævner, at årets kontingentindtægter forventes at ligge omkring 10.000 kr. under de budgetterede kontingentindtægter. Stig nævner, at ændrede regler i Københavns Kommune vedrørende driftstilskud, vil medføre, at Boldklubben skal tilbagebetale knap 18.000 kr. i forhold til de tidligere bevilgede og dermed budgetterede midler. Indtægter i form af sponsoraftaler har oversteget markant oversteget de budgetterede indtægter. På udgiftssiden har der været udvist stort mådehold, og årets resultat forventes derfor at blive bedre end det budgetterede underskud på knap 50.000 kr. Tilsvarende forventes likviditeten at være tilstrækkelig til driften i den resterende del af 2015. Det har hjulpet på likviditeten, at Boldklubben har modtaget projekttilskud fra Københavns Kommune og fra DBU på i alt knap 120.000 kr. vedrørende rekruttering af medlemmer, holdledere og trænere til de yngste årgange af Børnefodbold. Halvdelen af nævnte beløb skal først disponeres i løbet af 2016.

 

3. Fodboldudvalget. Kriterier for valg af trænere

 

Jørgen redegør for kriterierne i forbindelse med de seneste træneraftaler i Seniorfodbold. Bestyrelsen ønsker overordnede, formelle og nedskrevne kriterier vedrørende alle træneraftaler i Børnefodbold, Ungdomsfodbold og Seniorfodbold. Bestyrelsen vil endvidere arbejde frem mod kontrakter, i henhold til Danmarks Idrætsforbunds vejledninger, til alle trænere i Boldklubben.

 

4. KFUM Centralforeningen

 

Thomas, Boldklubbens repræsentant i Centralforeningen og generalforsamlingsvalgt og dermed medlem af forretningsudvalget i Centralforeningen, orienterer.

 

A. Huset, Nøkkerosevej 25

 

Thomas fortæller, at Erik og Karin Nielsen er ved at afslutte deres mangeårige praktiske opsyn med og vedligeholdelse af Huset. Eriks og Karins arbejde vil muligvis blive overtaget af repræsentanter fra Ben Hur.

 

B. Brugerbestyrelsen

 

Strukturen omkring den kommunale organisering vedrørende Emdrupparkens idrætsanlæg er ikke endelig på plads. Brugerbestyrelsen er dog blevet præsenteret for nogle foreløbige tanker. Stine stiller spørgsmål vedrørende den fremtidige daglige, kommunale bemanding på anlægget. Thomas svarer, at det er sandsynligt, at bemandingen bliver i størrelsesordenen halvanden fuldtidsstilling. Der er i øvrigt tanker om at gøre anlægget vagtfrit. Det vil sige, at anlægget ikke i fremtiden vil blive åbnet om morgenen og lukket om aftenen af en kommunalt ansat. Brugerne skal, hvis tankerne føres ud i livet, forsynes med en form for nøglekort til anlægget.

 

C. Petanquebane i Emdrup

 

Thomas fortæller, at der er fundet kommunale midler til anlæg af en petanquebane i Emdrup.

 

D. Minibaner

 

Stine stiller spørgsmål vedrørende de budgetterede minibaner i Emdrup. Peter forklarer. Boldklubben har haft en ret omfattende korrespondance med embedsmænd i kommunen, rådgivende ingeniører, borgmesteren for Kultur og Fritid samt med DBU. Boldklubben ønsker en løsning uden bander omkring banerne. Boldklubben ønsker endvidere, at hele arealet mellem de to lysmaster, nord for den nuværende kunstbane (Folden) forsynes med dræn og belægges med kunstgræs. På den måde ville hele arealet mellem de to lysmaster kunne udnyttes. Kommunen har lagt vægt på et fast koncept, der er udarbejdet i samarbejde med DBU. Resultatet bliver derfor, med stor sandsynlighed, en enkelt minibane på 10 gange 20 meter, omkranset af bander. Banen vil blive placeret under den ene lyskilde i Folden.

 

5. Kampklar

 

Peter argumenterer for, at Boldklubben går over til en anvendelse af DBUs system, Kampklar til kamptilsigelser mv. i alle afdelinger. Stine følger op og nævner, at Kampklar spiller godt sammen med Boldklubbens hjemmeside, som også administreres på en platform, der er udviklet af DBU. Overgangen til Kampklar vil medføre, at alle afdelinger kan få billeder af deres medlemmer på KFUMs hjemmeside. Mette støtter også overgangen til Kampklar og argumenterer med, at Kampklar automatisk opdaterer ændringer i spilletidspunkter samt med, at Kampklar spiller sammen med den registrering af spillere, der sker i DBUs system, KlubOffice. Mette vil lodde stemningen blandt KFUMs holdledere, finde en kursusdag og bede DBU afholde et kursus i Emdrup vedrørende Kampklar. 

 

6. Inspirationsaften for trænere i Børnefodbold

 

Mette og Sigrid har, på et holdledermøde i august 2015, talt med holdlederne i Børnefodbold om en inspirationsaften vedrørende træningsøvelser, træningsorganisation mv. Inspirationsaftenen vil blive afholdt i februar eller marts 2016. I forbindelse med inspirationsaftenen vil Boldklubbens, netop færdigredigerede, papir, Den Røde Tråd, blive præsenteret for trænerne.  

 

7. Meddelelser

 

A. Lions Cup

 

Mette fortæller, at Børnefodbold og Ungdomsfodbold inviteres til at deltage i Lions Cup i Kalundborg i Pinsen 2016. Af hensyn til turens økonomi bliver transporten organiseret i form af forældrekørsel. Mette og Stine vil advisere de forskellige afdelingers holdledere snarest.

 

B. DBU Børne- og Ungdomskonsulent

 

Peter fortæller, at Boldklubben har søgt DBU om en konsulent for perioden 2016 og 2017. Hvis Boldklubben bliver tildelt en konsulent, skal konsulenten hjælpe med at introducere Den Røde Tråd. Konsulentens arbejde med at højne det fodboldfaglige niveau skal understøttes af en massiv træneroprustning i form af deltagelse i DBUs trænertilbud i Børne- og Ungdomstrænere. Konkret skal Boldklubbens trænere tilbydes at følge DBUs kursusrække til erhvervelse af C Licens.

 

C. Projekt for U6 og U7, drenge og piger i Børnefodbold

 

Peter fortæller om projektet. Projektet er bemandet med meget dygtige ledere i form af en overordnet projektleder og en administrativ leder af projektet. Vi har også opbakning fra rigtig gode og engagerede trænere. På trods af dette, har den medlemsmæssige udvikling i U6 og U7 ikke været tilfredsstillende endnu. Men der er flere konkrete initiativer til medlemsrekruttering på vej til foråret 2016. Stine efterlyser stof om projektet til hjemmesiden. Stoffet skal meget gerne indeholde billeder.

 

8. Sponsor 500

 

Stine har produceret salgsmateriale og Peter Christensen og Henrik Nykker Nyklit står for salget. Stine foreslår, at forældrene inddrages i det fremtidige arbejde med salg af Sponsor 500 lodder. Forældrene kan inddrages gennem koordinering fra VIP-sponsorudvalgets side. Stine efterlyser at VIP-udvalgets medlemmer bliver mere synlige i Boldklubbens dagligdag. Stine vil kontakte VIP-sponsorudvalget med henblik på det fremtidige arbejde.

 

9. Velkommen til nye trænere

 

Fodboldudvalget har en velkomstpjece til nye trænere i tankerne. Pjecen er ikke højt prioriteret i fodboldudvalgets arbejde.  

 

10. FC Nordsjælland

 

Peter har været til det årlige stormøde for alle FC Nordsjællands samarbejdsklubber og orienterer. FC Nordsjælland ønsker større tilslutning til de initiativer klubben udbyder. David lover at se nærmere på sammenhængen mellem FC Nordsjællands tilbud og KFUMs behov og ønsker.

 

11. Trænere, ledere og uddannelse

 

Jørgen peger på muligheden for at arrangere DBUs B-1 trænerkursus i KFUM. Peter supplerer med at nævne, at der i de kommende år også skal være fokus på DBUs trænerkurser til erhvervelse af C Licens.

 

12. Kommunikation

 

KFUMs hjemmeside fungerer på en platform, der er udbudt af DBU. På hjemmesiden er der et modul, der principielt kan bruges til at udsende nyhedsbreve til KFUMs medlemmer. Modulet virker endnu ikke, hvilket er et stort problem i forbindelse med kommunikationen i KFUM.

 

13. Eventuelt

 

A. Fejl i kontaktoplysninger

 

David nævner, at forretningsfører for KFUM Centralforeningen, Vagn Christensen fejlagtigt står som Boldklubbens kontaktperson i nogle af DBUs systemer. Dette har blandt andet indebåret, at Vagn har modtaget rejsebilletter vedrørende førsteseniors udekamp på Bornholm. Fejlen skal rettes.

 

B. Målmandstræning

 

Jørgen oplyser, at Henry (nyværende målmandstræner i Seniorfodbold for herrer) er villig til at tilbyde målmandstræning i weekender til nogle af KFUMs målmænd.

 

C. Vaskemaskine

 

Jørgen nævner, at den ene af Boldklubbens to vaskemaskiner er gået i stykker. Thomas oplyser, at maskinen ikke kan repareres, og at Thomas derfor vil indhente tilbud på en brugt maskine i ordentlig stand.

 

D. Dommerklub

 

Jørgen har talt med Abdinasir Ismail om at oprette en intern dommerklub i KFUM. Idéen er at oprette en pulje med navne på KFUM dommere suppleret med oplysninger om, hvilke dage de forskellige dommere kan dømme. Der skal oprettes en form for register, således, at de kampe, der ikke dommersættes af DBU, vil blive tildelt en dommer fra den interne dommerklub. Den interne dommerklub skal dels motivere til dommergerningen, dels opfordre til dommeruddannelse og endelig skal dommerklubben aflaste KFUMs holdledere i forbindelse med at finde dommere til kampe i KFUM.

 

E. Træningstider

 

Peter oplyser, at vintertræningstiderne er trådt i kraft.

 

F. Ny sponsor

 

KFUM har indgået en aftale med Pool Pub. Pool Pub er et sted, hvor man foruden Pool kan spille en lang række andre spil; dart, simulationsgolf, bordtennis, bordfodbold mv. Der er mulighed for spisning på Pool Pub. Der er ingen forpligtigelser forbundet med sponsoratet, men KFUM vil lejlighedsvis bruge Pool Pubs tilbud i forbindelse med diverse arrangementer i KFUM regi. Søren Maix, fra KFUMs VIP-sponsorudvalg vil eksempelvis arrangere en aften på Pool Pub for KFUMs seniorspillere samt KFUMs sponsorer.    

 

Næste bestyrelsesmøde.

 

Onsdag den 16. december 2015

 

Sager til opfølgning

 

Sag træningsoversigt

Indledt

Afsluttes

 

Ansvarlig

 

Kriterier for valg af trænere

Maj

2015

December

2015

Fodbold-udvalget

Kampklar

August

2015

December

2015

Mette, Sigrid, Stine og Peter

Sommerlejr 2016

August

2015

December

2015

Sigrid

Træner- lederfest

August

2015

Januar

2016

 

Inspirationsaften for trænere i Børnefodbold

September 2014

Februar

2016

Fodbold-udvalget  

Lions Cup 2016

Oktober

2014

Februar

2016

Mette og Stine

Dommerklub

Oktober

2015

Juni

2016

Jørgen

Velkommen til nye trænere

Juni

2015

Oktober

2016

Fodbold-udvalget

Kommunikation. Strategi

Juni

2013

December

2016

Stine + Udvalg

 

Luk