Menu

Målløs fight på knoldet bane

image
Poul Damgård
29. april 2015 kl. 14:49
Spænding om resultatet til det sidste, da KFUM besøgte Rødovre.

Det udviklede sig til en ganske spændende affære, da KFUM besøgte Rødovre. I hvert fald var der spænding om resultatet til det sidste. Men over den afgørende streg ville bolden ikke, selv om begge hold mulighederne, så det blev ved 0-0.

De fleste chancer faldt efter halvlegspausen. Inden da skulle der gå næsten en halv time af kampen, inden KFUMs Peter Rønning havde kampens første reelle scoringsmulighed, men skød forbi mål.

Mulighederne for at etablere flydende kombinationsspil var vanskeliggjort af en knoldet og i øvrigt temmelig lille bane. Og det noget afbudsramte KFUM-mandskab forsøgte sig da også mest med lange bolde frem. Efter en noget begivenhedsløs og jævnbyrdig første halvleg kom KFUMerne bedre ind i spillet efter pausen og tilspillede sig et par store chancer ved virkeligt gennemspillede angreb. David Jacobsen fandt en fremstormende Brian Jensen, som høvlede bolden på overliggeren. Og lidt efter blev Malte Larsen spillet fri få meter fra mål, men fik ikke ordentlig ram på kuglen.

Også Peter Rønning havde en god mulighed for at finde netmaskerne, da han ved et hjørnespark blev spillet præcist fri af David Jacobsen, men hans skud blev reddet nær stregen af en markspiller.

Efter at have overlevet disse KFUM-forsøg kom Rødovre mere ind i kampen. Men generelt stod KFUMerne godt i forsvaret, og da dette en enkelt gang var ved at blive overløbet, kom keeper Kasper Sort flot ud af sit mål og afværgede. Og så kunne gæsteholdet ånde lettet op, da Rødovrefolkene i en faretruende situation nær kampens slutning sværmede omkring KFUM-målet og kunne se bolden ramme både stolpe og overligger – men ikke nå over den forjættede streg!

Da var KFUM reduceret til ti mand, da en flot fightende Rasmus Buurvad efter dommerens mening var gået lidt for meget til stålet og havde fået gult kort og dermed ti minutters udvisning. Var kampen ikke en skønhedsåbenbaring af velpoleret spil, så var der til gengæld ganske mange frispark og gnubbede ord mellem spillerne. I tillægstiden lod KFUMs frontkæmper, Brian Jensen, således provokere til at vise en modspiller en opretstående finger. Det gav rødt kort og dermed udsigt til et par ærgerlige karantænedage fra banen.

KFUMernes fiduselg gik til bravt kæmpende Asbjørn Helge, som grundet afbuddene til holdet var flyttet fra sin normale plads på midtbanen og tilbage i midterforsvaret.

 

KFUMs holdopstilling:

Kasper Sort, Rasmus Buurvad, Jakob Skaaning Jakobsen, Asbjørn Helge, Frederik Teissø, Christian Bendsen, David Jacobsen, Malte Larsen, Peter Rønning, Frederik Baarts og Brian Jensen. Indskiftere:Thomas Sort, Tommy Rønning og Nichlas Mellerup.

 undefined

Luk