1569

Generalforsamlingen den 29. marts 2010Udskriv side

KFUMs Boldklub - Ordinær generalforsamling - Mandag den 29. marts 2010

Referat


1) Valg af dirigent


Torben Marcussen (herefter dirigenten) blev valgt til dirigent.

Dirigenten konstaterede, at generalforsamlingen var lovligt indvarslet og dermed beslutningsdygtig.


2) Aflæggelse af beretning for det forløbne år


Poul Damgaard (herefter formanden) aflagde beretning på bestyrelsens vegne.

Beretningen er gengivet nedenfor - KLIK HER - i sin helhed.


Generalforsamlingens kommentarer til beretningen

Forbundsmesterskaber:

Generalforsamlingen beklagede, at en del jyske KFUM klubber ikke ønsker at deltage i Forbundsmesterskaberne, når Forbundsmesterskaberne afholdes på Sjælland.

Johnny Petersen, ungdomsformand gjorde opmærksom på, at Boldklubben havde videregivet ovenstående kritik, af de jyske KFUM klubber, i forbindelse med evalueringen af årets Forbundsmesterskaber, som blev afholdt i Roskilde.


Vagn Christensen pegede på, at kritikken måske ville få større vægt, hvis den blev fremført af en repræsentant for Boldklubben på repræsentantskabsmøderne i KFUMs Idrætsforbund. 



KFUM Centralforeningens hus, Nøkkerosevej 25:

I foråret 2009 havde der været uro, indtrængning af uindbudte gæster og personoverfald i forbindelse med et fodboldarrangement i KFUM Centralforeningens hus, Huset. Hans Lind spurgte hvilke konsekvenser denne episode havde medført.


Formanden svarede, at Centralforeningens hovedbestyrelse havde strammet krave for afholdelse af arrangementer i Huset. Blandt andet har hovedbestyrelsen besluttet, at arrangementer i Huset skal være afsluttet senest kl. 23.00. Dette indebærer ? i praksis ? at det ikke er muligt at holde traditionelle fester for seniorspillere i Huset.

Der er endvidere opført et plankeværk mellem Husets grund og Emdrupparken. Plankeværket skal markere, at Husets grund ikke er et offentligt tilgængeligt område.
 

Det Danske Drengekor (Drengekoret) forlader Emdrupparken:

Vagn Christensen gjorde opmærksom på, at DDD forlader Emdrupparkens tidligere kirke, som i en årrække har fungeret som øvelokaler for Drengekoret. Vagn Christensen nævnte, at hovedbestyrelsen overvejer den fremtidige anvendelse af Drengekorets lokaler.


Johnny Petersen beklagede, at ovenstående ikke var blevet behandlet af Boldklubbens bestyrelse.


Formanden svarede, at Drengekorets beslutning om at forlade Emdrupparken var ret ny, og formanden tilføjede, at anvendelsen af Drengekorets ? snart tidligere ? lokaler snarest vil blive behandlet af Boldklubbens bestyrelse.


Uddannelse af trænere og ledere:

Vagn Christensen rettede generalforsamlingens opmærksomhed mod kursussituationen i Boldklubben. Vagn Christensen gjorde opmærksom på, at KFUM Centralforeningens hovedbestyrelse har afsat 20.000 kr. til kursusformål. Boldklubben kan ? lige som Centralforeningens øvrige afdelinger - ansøge om midler fra denne pulje.


Vagn Christensen opfordrede endvidere til, at Boldklubben i højere grad anvender den kompetence, der er opbygget i KBU og DBU. Konkret pegede Vagn Christensen på de konsulentordninger, fodboldunionerne tilbyder.


Formanden svarede, at trænernes uddannelse er blandt bestyrelsens fokusområder. Bestyrelsen ønsker, at Peter Christensen vælges til bestyrelsen (hvilket skete senere på generalforsamlingen, ref.). Peter Christensen skal arbejde med at motivere trænere og ledere til kursusdeltagelse.


Generalforsamlingen tog beretningen til efterretning



Dirigenten takkede ? på generalforsamlingens vegne ? for en god beretning. Dirigenten bad generalforsamlingen om en vejledende tilkendegivelse. Generalforsamlingen kunne, enstemmigt, støtte beretningen.
 

3) Behandling af revideret regnskab for det foregående regnskabsår

Jack Fraun (herefter kassereren) uddelte Boldklubbens regnskab for år 2009. Af pædagogiske årsager blev regnskabets hovedtal endvidere projekteret op på en hvid væg.


Boldklubbens resultat 2009

Boldklubbens samlede indtægter udgjorde ca. 920.000 kr. Udgifterne udgjorde ca. 869.000 kr. Boldklubbens overskud var ca. 51.000 kr.
 

Boldklubbens drift udviste et overskud på godt 29.000 kr. Positive kursreguleringer mv. udgjorde knap 22.000 kr. Det samlede resultat var således positivt med godt 51.000 kr.


Boldklubbens status ultimo 2009

Ved udgangen af 2009 udgjorde Boldklubbens egenkapital knap 193.000 kr. Boldklubben havde endvidere hensat godt 112.000 kr. Hensættelserne skal blandt andet bruges til fremtidige rejseaktiviteter i ungdomsafdelingen. Egenkapitalen og hensættelserne var bundet i likvide beholdninger på godt 146.000 kr., nettotilgodehavender på knap 15.000 kr. og i investeringsbeviser på godt 144.000 kr.
 

Kassereren uddybede det aktuelle regnskabs enkelte poster.

Gennemgangen blev suppleret med en oversigt over udviklingen i de væsentligste regnskabsmæssige poster i perioden 2003 til 2009.

Gennemgangen viste blandt andet, at Boldklubben har haft en meget heldig hånd, hvad angår afvikling af gæld. I 2003 skyldte Boldklubben 120.000 kr. Denne gæld var praktisk taget afviklet ved udgangen af 2009. Ultimo 2009 udgjorde gælden således 1.200 kr.
  

Registreret revisor, Peter Kristensen havde foretaget en blank revisionspåtegning uden forbehold.


Boldklubbens budget for 2010

Uden for dagsordenen uddelte kassereren budgettet for 2010 til orientering.

Kassereren forventer en omsætning på godt 850.000, og et resultat tæt på nul. Kassereren budgetterer med stigninger i kontingentindtægter og kommunale tilskud. Kassereren har anlagt et forsigtigt skøn, hvad angår alternative indtægter. På udgiftssiden er de faktiske udgifter i 2009 ? praktisk taget ? overført til budgettet for 2010.


Hans Lind kunne supplere kassererens budgetoplysninger, hvad angår alternative indtægter. Hans Lind fortalte, at Boldklubbens sponsorudvalg havde indgået aftale med 14 trøjesponsorer til Boldklubbens 1. hold. Og yderligere 7 trøjesponsorer er i en overvejende fase. 

Generalforsamlingen udtrykte tilfredshed med kassererens gennemgang.



4) Behandling af indkomne forslag

Der var ingen forslag til behandling.


5) Valg; i henhold til lovene af:

a)  Næstformand

b)  Kasserer

c)   To øvrige bestyrelsesmedlemmer


Formanden oplyste, at følgende bestyrelsesmedlemmer havde ønsket at udtræde af bestyrelsen: Finn Biering-Nielsen, Line Justesen og Tina Barming.

Bestyrelsen indstillede næstformand, Ole Ravn og kasserer, Jack Fravn til genvalg.

Bestyrelsen indstillede Lars Gudme og Peter Christensen til nyvalg.

Der var ingen øvrige kandidater. Alle ovenstående blev valgt for en 2-årig periode.

Bestyrelsen er herefter sammensat således:

                     

Formand

Poul Damgaard

Valgt i 2009

Næstformand

Ole Ravn

Valgt i 2010

Kasserer

Jack Fravn

Valgt i 2010

Sekretær

Peter Svendsen

Valgt i 2009

Ungdomsformand

Johnny Petersen

Valgt i 2009

Bestyrelsesmedlem

Flemming Baarts

Valgt i 2009

Bestyrelsesmedlem

Lars Gudme

Valgt i 2010

Bestyrelsesmedlem

Peter Christensen

Valgt i 2010

Bestyrelsesmedlem

Vakant

Valgt i 2009



6) Eventuelt

Boldklubbens afdelingskontor samt øvrige lokaler:

Vagn Christensen nævnte, at afdelingskontoret trænger til oprydning og istandsættelse.

Torben Marcussen fulgte op med lignende bemærkninger angående bestyrelseslokalet ? og øvrige lokaler - i kælderen.


Boldklubbens hjemmeside:

Vagn Christensen og Torben Marcussen uddelte ros til Boldklubbens hjemmeside. Og specielt til Webmaster, Per Hørning. Hjemmesiden blev rost for aktualitet og generel høj kvalitet.

 

Bolddrenge til Boldklubbens 1. holdskampe:

Torben Marcussen efterlyste større opbakning og aktivitet i forbindelse med 1. holdskampe. Konkret foreslog Torben Marcussen, at ungdomsafdelingen stillede med bolddrenge til 1. holdskampe.
 

Johnny Petersen, ungdomsleder erklærede sig positiv over for ovenstående forslag. 

Afrunding ved formanden:

Formanden takkede generalforsamlingen for mange og konstruktive indlæg.


Formanden takkede de afgående bestyrelsesmedlemmer ? Tina Barming, Line Justesen og Finn Biering-Nielsen ? for deres bestyrelsesarbejde.
 

Grundet ferie var Tina Barming og Line Justesen ikke tilstede på generalforsamlingen.
 

Formanden uddybede sin tak til Finn Biering-Nielsen for Finns 11 år i Boldklubbens bestyrelse. Finn fik ros for at skabe konstruktivt liv på bestyrelsesmøderne gennem sine markante holdninger og forslag. For nogle år tilbage var Boldklubbens økonomi meget anstrengt. Finn lovede, at blive i bestyrelsen indtil Boldklubbens økonomi var rettet op. Med Boldklubbens nuværende økonomi i tankerne, roste formanden Finn for at have holdt sit løfte.
  

Afslutning af generalforsamlingen:

Formanden takkede dirigenten for arbejdet med at lede generalforsamlingen og dirigenten takkede de fremmødte for god ro og orden.